Cykling

Hollandsk komet vil gøre Vueltaen til sin Grand Tour-debut

Mathieu van der Poel fejrer sæsonens første cyclo-cross-sejr, da han søndag vandt Ruddervoorde Telenet Superprestige 2019.

Cykelfænomenet Mathieu van der Poel sigter efter Vuelta a España i 2020. Først vil han dog til tops til OL i Tokyo på mountain bike-cyklen.

Det, som Mathieu van der Poel kan på en cykel, er helt unikt.

Han bærer den regnbuefarvede verdensmestertrøjen i cyclecross, mens 2019 også bød på det helt store gennembrud på landevejen.

Her vandt han blandt andet forårsklassikerne Amstel Gold Race og Dwars door Vlaanderen samt smadrede konkurrenterne i etapeløbet Tour of Britain med tre etapesejre og den samlede sejr.

Og nu er den 24-årige cykelrytter altså klar til at få sin Grand Tour-debut.

- Mit fokus er på de olympiske lege. Tokyo er min store drøm, men efter det er en Grand Tour den store og nye udfordring. Jeg vil gerne køre Vueltaen, siger han til Sporza.

At hollænderen kan debutere i næste sæsons Vuelta er dog langt fra givet.

Mathieu van der Poel efter sejren i Amstel Gold Race.

Kræver et wildcard

Van der Poel kører nemlig for prokontinentalholdet Corendon – Circus. Det gør han, da han hos dem også får lov til at passe sin mountain bike-karriere ved siden af landevejskarrieren.

Det betyder samtidigt, at van der Poels hold skal have fingrene i et wildcard, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at stille til start i Vueltaen. Holdets manager Cristoph Roodhooft tror dog på, at det kan lade sig gøre.

- Det er et helt konkret mål for os, sagde han tidligere til NOS.

Det belgiske cykelhold er optimistiske, da 2020-udgaven af Vuelta a España starter med tre etaper i Holland.

Ifølge cyclingnews siger Roodhooft også, at van der Poels helt store målsætningen til næste sæson bliver Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Søndag deltog van der Poel i sit første cyclecross-løb i 2019/2020-sæsonen, hvor han vandt Ruddervoorde Superprestige. I sidste sæson vandt han 32 ud af de 34 cyclecross løb, han deltog i.

På søndag stiller han til start ved EM i cyclecross, som du kan se på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 11.