Cykling

Vinokourov frikendt for korruption

 Alexandre Vinokourov har fortsat en central rolle i professionel cykling som øverste chef for World Tour-holdet Astana.

Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev var anklaget for korruption, men slipper for straf.

De tidligere cykelryttere Alexandre Vinokourov og Alexandr Kolobnev er blevet frikendt for korruption ved retten i Liège.

De to ryttere var anklaget for at have aftalt, hvem der skulle vinde cykelklassikeren Liège-Bastogne-Liège i 2010.

I løbet kørte de to ryttere sammen ind på den sidste kilometer, hvor den dengang 36-årige gav sin russiske konkurrent baghjul og drønede alene over målstregen.

Men ifølge anklagen var der tale om aftalt spil. Den offentlige anklager mente, at Vinokourov betalte Kolobnev 150.000 euro, svarende til 1,1 million kroner, for den prestigefyldte sejr.

Lækkede e-mails

Kort efter løbet kunne en schweizisk avis offentliggøre lækkede e-mails, hvori Kolobnev sendte sit kontonummer til Vinokourov, som svarede, at russeren ikke skulle være nervøs for aftalen.

Vinokourovs advokat har imidlertid hævdet, at mailene var falske og plantet ved hjælp af en speciel software.

Vinokourov og Kolobnev i løbet som førstnævnte vandt.

Det er fastslået, at de 150.000 euro blev overført til Kolobnev fra Vinokourovs konto. Ifølge Het Nieuwsblad var der tale om to separate overførsler.

Først modtog Kolobnev 100.000 euro 12. juli 2010, og dernæst røg der 28. december samme år yderligere 50.000 euro samme vej.

Ingen bestikkelse - blot et lån

De to ryttere har hele tiden hævdet, at der var tale om et lån, og retten finder det ikke endegyldigt bevist, at pengeoverførslen var betaling for en sejr og dermed bestikkelse.

Anklageren havde krævet eks-rytterne et halvt år bag tremmer og idømt en bøde. Men begge slipper altså uden straf.

Alexandre Vinokourov har fortsat en central rolle i professionel cykling som øverste chef for World Tour-holdet Astana, der har danske Jakob Fuglsang som en af toprytterne.