- Der skal gå noget galt, hvis jeg ikke kører Touren, siger Mads Pedersen

Kun skader og sygdom kan forhindre Mads Pedersen i at debutere i Tour de France i 2020.

Danske cykelfans kan med al sandsynlighed se frem til at se en dansker i den regnbuestribede VM-trøje ved næste års Tour de France.

Mads Pedersen er tiltænkt en plads på Trek-Segafredo-holdet, hvor han skal hjælpe holdets klassementsrytter Richie Porte.

- Med mindre der kommer en skade eller noget sygdom lige op mod, så er det 99 procent sikkert, at jeg kører Touren. Der skal gå noget galt, hvis jeg ikke kører, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

- Det kan være, at jeg sidder i et udbrud en dag, hvor det hele flasker sig, men det er ikke det, der er det primære mål. Det er at få noget erfaring frem mod 2021, og så for at hjælpe Richie (Porte) med at køre på podiet.

Klassikerne er det store mål

Inden Tour de France venter i slutningen af juni har Mads Pedersen mulighed for at køre sin egen chance i forårets brostensklassikere.

Den 23-årige verdensmester sluttede sidste år på andenpladsen i Flandern Rundt, men målet næste år er at nå helt til tops i cykelsportens mest prestigefyldte løb.

- Klassikerne er mit store mål, og det vil det være i de næste mange år. Selvfølgelig er monumenter som Flandern Rundt og Paris-Roubaix de helt store løb at vinde. Men lige nu skal jeg bare vise, at jeg kan være med i toppen hver gang, når jeg kører de cykelløb, forklarer Mads Pedersen.

I år endte Mads Pedersen langt fra toppen i de to løb, som han drømmer om at vinde. Trek-Segafredo-rytteren måtte udgå af Flandern Rundt og endte som nummer 51 i Paris-Roubaix.

De skuffende resultater fra i år har dog ikke fjernet troen på, at han kan være med fremme i klassikerne til den kommende sæson.

- Jeg skal vise, at jeg har et stabilt niveau, når vi kører klassikerne. Jeg skal vise, at jeg kan være med, hvor det er sjovt. Det sagde jeg også sidste år. Det blev en pinlig affære, da det ikke blev til en skid. Jeg tror stadigvæk på, at jeg godt kan være med i toppen, og det satser jeg virkelig på, at jeg kan.

Skal dele kaptajnrolle i klassikerne

Selvom Mads Pedersen nu kan iføre sig VM-trøjen det kommende års tid, så gør regnbuestriberne ham ikke til enevældig kaptajn på Trek-Segafredo i forårsklassikerne, hvor kan kommer til at dele den rolle med en belgisk holdkammerat.

- Det er mig og Jasper Stuyven, der skal præstere i klassikerne. Vi har et rigtig godt samarbejde og et rigtig godt kammeratskab. Vi skal nok få det til at fungere sammen. Nu skal vi bare drage en fordel af, at vi har fået den trøje med ind på holdet og kan motivere alle til at give den en ekstra skalle, lyder det fra verdensmesteren.

Mads Pedersen blev i september den første danske verdensmester i herrernes eliteløb, da han i spurten om sejren besejrede italienske Matteo Trentin og schweizeren Stefan Küng.