Cykling

Froome har gennemgået 'perfekt' operation - skal hjælpe på hans gang

Chris Froome kørte et trekilometers showløb i Japan i slutningen af oktober.

Chris Froome gennemgik en vellykket operation fredag morgen på et hospital i den franske by Saint-Etienne.

Den firedobbelte Tour de France-vinder Chris Froome er i gang med en lang og sej kamp for at vende tilbage til sit topniveau, efter han for fem måneder siden styrtede med 60 kilometer i timen på en nedkørsel og kørte ind i en murstensvæg.

Brud på lårben, hofte, albue og flere ribben samt indre skader var resultatet af styrtet, der skete under en prøvekørsel af enkeltstarten i etapeløbet Critérium du Dauphiné.

Chris Froome har siden styrtet levet med en metalplade i hoften og skruer i albuen. De er nu blevet fjernet efter en operation på universitetshospitalet i Saint-Etienne.

Fra hospitalssengen har Chris Froome lagt et billede på Twitter, hvor han skriver, at han ’føler sig groggy, men alt er gået perfekt’.

Den 34-årige kenyanskfødte brite vil fortsat have en metalstang siddende i lårbenet. Den skal Chris Froome have siddende resten af livet.

Håber på at køre løb til februar

INEOS-rytteren var for første gang tilbage på cyklen i slutningen af august. Selvom Chris Froome har været i stand til at cykle, har han haft problemer at gå, da metalpladen i hoften trykkede på nogle sener, der forårsagede smerter.

Chris Froome forventer at være i stand til at gå normalt igen, nu hvor metalpladen er fjernet, men han skal holde en pause, før han kan give den fuld gas med træningen frem mod den kommende sæson.

- Jeg har brug for et par ugers pause efter operationen, men forhåbentlig vil jeg være i stand til at træne normalt igen i december. Jeg håber at være i gang med at køre løb igen i februar i det mindste, siger Chris Froome ifølge Cyclingnews.

Den seneste vellykkede operation er endnu et skridt i den rigtige retning mod britens helt store mål næste år.

- Jeg håber at være i stand til at kæmpe med om Tour de France som mit normale jeg. Det er mit mål, og indtil jeg finder nogen grund til at tro, at det ikke er muligt, vil det være mit mål, slår den firedobbelte Tour-vinder fast.

Hvis det lykkes Chris Froome at vinde Tour de France næste år, vil han tangere rekorden for flest sejre i løbet. Froome har tidligere vundet den franske Grand Tour i 2013, 2015, 2016 og 2017.