Cykling

Farvel til folkets helt

Raymond Poulidor efter et styrt i Tour de France i 1973, hvor den franske folkehelt aldrig kom til Paris Unknown / Scanpix Denmark

Den tidligere cykelrytter Raymond Poulidor døde natten til onsdag. Han var den evige toer, der blev vinderen af folkets kærlighed.

Der er beundringen, der følger med i kølvandet på de største triumfer.

Og så er der kærligheden og ømheden, der omfavner den hårdt kæmpende taber.

Netop det sidste var Raymond Poulidors skæbne i cykelsporten. Uforløst i Tour de France-sammenhæng, men indsvøbt i det franske folks kærlighed. Kendt som den evige toer.

Og så med en yderst vital ingrediens i fortællingen om den folkekære rytter: Den helt perfekte rival og diametrale modsætning.

For man kan ikke nævne Raymond Poulidor uden i samme sætning at nævne hans evige rival og landsmand Jacques Anquetil. Og det var ikke kun sejrene, der var forskellen. Det var selve symbolikken, selve levemåden, det de to cykelstjerner repræsenterede, da de havde deres kampe i 60'ernes Tour de France.

Den blonde Jaques Anquetil (tv) og Raymond Poulidor side om side i Tour de France

Uden en klar vinder. Ingen evig toer. Ingen folkehelt uden en modpol.

Hollywood-glitrende rival

For det er folkehelten Raymond Poulidor, som Frankrig siger farvel til, efter han sov ind i sit hjem natten til onsdag omkring klokken 2. En status som den 83-årige franskmand trådte sig ind i på de franske landevej i jagten på den Tour-triumf, han aldrig opnåede. Som rival til den Anquetil, som han var en modsætning til.

Hvor den næsten Hollywood-glitrende Anquetil med playboy-image som den første vandt Touren fem gange, så var Poulidor en jævn mand med en opvækst på et landbrug. En underdog i en verden, der ledte efter idoler.

Symptomatisk var det også, at hvor Jacques Anquetil med sin eminente kørsel på enkeltstarter fik tilnavnet Monsieur Chrono - som et præcist urværk. Et upersonligt og beskrivende tilnavn, mere skabt på fakta end på kærlighed. Så blev Raymond Poulidor kendt som 'Poupou'. Et kælenavn, du giver til knægten nede fra landsbyen, givet med ømhed og nærhed. Ikke distanceret og beskrivende.

For det var folkets kærlighed Raymond Poulidor vandt, selvom det var den gule trøje, som franskmanden var på jagt efter i sine i alt 14 starter i verdens største etapeløb. Men den kom aldrig. Det var ikke et eventyr med en slutning, hvor man lever lykkeligt. Det var livets barske kendsgerninger.

Otte gange stod franskmændenes store kærlighed på Tour-podiet, men han fik aldrig lov til at træde op på det øverste trin. De 12 gange, han nåede målet i den franske hovedstad, var han uhyggeligt imponerende aldrig udenfor top 10. Men heller aldrig til tops. Så tæt på, så langt fra. Poulidor var den evige toer.

Den glamourøse mester

Det var rivalen Jacques Anquetil ikke. Anquetil var en vinder. Både på cyklen, og også når han steg af den. Høje kindben, et ansigt som en skuespiller og et gyldent hår redt i perfekte folder.

Overfor den glamourøse mester stod den bondske Poulidor. Vokset op i landsbrugsland i Limousin med langsom og dreven dialekt og et furet ansigt, der bar præg af det opslidende arbejde - godt nok i sadlen, men det kunne lige såvel have været i marken.

En mand af folket, som folket er flest udenfor Paris og de storbyernes glamourøse liv. Langt væk fra forsiderne af de stilfulde ugeblade.

Poulidor lignede det, han var. En bonde, der var eminent til at slide på cyklen.

Og netop på cyklen leverede han også den kørsel, der ramte det franske folk lige i hjertekulen. Hvor Monsieur Chrono kontrollerede den store rundtur på de franske landeveje iskoldt og præcist, så var Poupou i sine følelsers vold. En mand, der ikke brugte tiden på beregnende kørsel, men i stedet blæste til angreb på de hårdeste stigninger. Når livet stred en mest imod, hvad andet var der så at gøre end at angribe det?

Side om side. Skulder ved skulder. Et af de mest ikoniske Tour de France-billeder er duellen på Puy de Dome mellem Jaques Anquetil (tv) og Raymond Poulidor.

Duellen blev vel aldrig mere ikonisk end på Puy de Dome-etapen i 1964. Anquetil havde vanen tro smadret rivalen Poulidor og resten af feltet på de enkeltstarter forud for den 20. etape til toppen af den næsten 1500 meter høje vulkan.

56 sekunder var Anquetils forspring og duellen mellem de to franske modpoler blev en tvekamp af den slags, der definerer karrierer.

Side om side, skulder ved skulder. Så tæt at det nærmest var umuligt at tvinge en drikkedunk ned mellem de to kombattanter.

Men det var Poulidor-terræn, og til sidst knækkede det for mesteren på de stejle veje op mod toppen. Men ikke nok til den gule trøje. Med bare to dage til Paris havde Poulidor indskrænket rivalens føring til 14 sekunder. Men tættere på kom han ikke. Heller ikke på den gule trøje, som han aldrig fik lov til at trække over hovedet i sine mange forsøg. Så langt fra det ultimative Tour-symbol.

Med endnu en enkeltstart fra Versailles til Paris, var det Anquetil, der kunne lade sig hylde for sin femte gevinst på Parc des Princes. Som ejer af den solgule trøje med den - indtil da - mindste margin på bare 55 sekunder.

Mens Poulidor stod tilbage på sin faste plads - som den evige toer.

Rivaler på dødslejet

Det var båndet mellem de to. Et bånd der førte til et venskab, og et venskab der førte Raymond Poulidor til vennens seng, da Anquetil lå for døden hårdt ramt af cancer i 1987.

Her på sit dødsleje havde den fem-dobbelte Tour-vinder overskuddet til at sætte sin sygdom ind i fortællingen om de to rivaler.

- Han sagde til mig, at canceren var lige så smertefuld som at køre op af Puy de Dome hver dag i alle døgnets timer, har Poulidor siden fortalt om mødet.

Sammenbidt og i angreb på sin evige rival. Raymond Poulidor i Tour de France

Og med galgenhumor fortsatte Anquetil på vej ind i døden:

- Min ven, nu bliver du nummer to efter mig igen.

Det er fighteren Poulidor, som det franske cykelfolk siger farvel til. Det er den evige toer, der har forladt den cykelgale nation. Men mest af alt er det en af dem selv, som for altid er væk. En jævn og almindelig mand, der bare var ualmindeligt dygtig til at køre på cykel.

Tilbage står fortællingen om, at folkets kærlighed ikke er noget, der automatisk følger med de største triumfer.

I stedet for er det noget, man kommer i besiddelse af på en helt anden bane. Den bane, hvor den evige toer, er en vinder.