Cykling

Officielt: Dansk stortalent skifter til Movistar

Norsgaard vandt VM-bronze på U23-enkeltstarten i 2018.

Den 22-årige cykelrytter Mathias Norsgaard Jørgensen skifter fra danske Riwal-Readynez til det spanske storhold Movistar på en toårig kontrakt.

Endelig blev det officielt. Som TV 2 SPORT for en måned siden kunne erfare, så har et af Danmarks største talenter fået fremtiden på plads.

Mathias Norsgaard Jørgensen vil i næste sæson tage skridtet op på World Touren, hvor han skal køre for Movistar. Det bekræfter hans nuværende hold, danske Riwal-Readynez, i en pressemeddelelse.

- Det er virkelig spændende. Jeg ved ikke helt, hvilken verden jeg går i møde, nu jeg ikke har nogle referencer til livet på øverste niveau - og så på et spansk hold. Det kan gå begge veje, men jeg ser virkelig frem til det, siger Mathias Norsgaard og tilføjer:

- Det er fantastisk at nå toppen af sporten. Én ting er at blive professionel, men jeg har altid gerne villet tage øverste skridt op ad stigen. Jeg var ikke sikker på, at det var en mulighed i år, siden jeg ikke er den mest vindende ryttertype, men jeg er glad for muligheden, og at Riwal lod mig komme ud af kontrakten.

2018-sæsonens VM-bronzevinder i U23-enkeltstarten har de sidste to år kørt for Danmarks største cykelhold, Riwal-Readynez.

De to danske U23-ryttere Mikkel Bjerg og Mathias Norsgaard vandt henholdsvis VM-guld og -bronze på enkeltstarten, og det resulterede i dansk jubel. Video: TV 2 SPORT

Han er noteret for to sejre i 2019-sæsonen: Par-enkeltstarten Duo Normand (som han vandt med Rasmus Quaade) og første etape af U23-rytternes svar på Tour de France - etapeløbet Tour de l’Avenir.

Selvom Norsgaard til daglig bor i spanske Girona, mangler han stadig at mestre sproget. Det bliver næste punkt på dagsordenen.

Danmark vil nu have rekord mange ryttere på World Touren i næste sæson. Selvom Matti Breschel og Lars Bak har indstillet karrieren, tager Mikkel Bjerg, Andreas Stokbro, Alexander Kamp og nu også Mathias Norsgaard skridtet op. Det giver i alt 19 danske ryttere på World Touren.