Dansk cykeldelegation ikke berørt af voldsomme uroligheder
Det danske banelandshold har taget deres forholdsregler og føler sig sikre i uroplagede Hongkong, hvor sæsonens tredje World Cup afholdes.
De politiske uroligheder i Hongkongs gader får ingen sportslige konsekvenser på cykelbanen.
Derfor er den danske delegation, der mandag ankom til sæsonens tredje World Cup i banecykling, ikke urolige.
- Vi har været i denne bydel (Tseung Kwan O, red.) i Hongkong to gange før, og det eneste jeg kan se, der er anderledes, er, at trafiklysene ikke virker - det er vist noget, demonstranterne har ødelagt - og så er der måske en lille smule mere graffiti på væggene. Men ellers er der fint og roligt, fortæller assisterende landstræner Martin Lollesgaard til TV 2 SPORT.
Siden urolighedernes opblussen i juni har danskerne holdt sig opdateret. De har tjekket Udenrigsministeriets anbefalinger og været i kontakt med Den Internationale Cykelunion, UCI, som har garanteret for sikkerheden.
- De kan ikke se ind i fremtiden, men lige nu er der ingen fare for os. Vi kan gå på en gangbro fra hotellet og hele vejen over til banen. Generelt er arrangørerne og UCI gode til at passe på os, fortæller Martin Lollesgaard.
Danskerne tager imidlertid også egne forholdsregler. De træner for eksempel på såkaldte hometrainere i stedet for at cykle på gaderne.
- Og vi tager nok ikke ud for at lave en helt masse sightseeing. Vi er taget over for at køre cykelløb på banen, der ligger et stenkast herfra, så lige nu fylder urolighederne ikke mere end som så, siger Martin Lollesgaard.
Han har desuden talt med de udtagede ryttere om situationen.
Gode resultater giver pause til EM-stjerner
Det er flere unge danskere, der er udtaget til holdet i Hongkong.
Her får europamestrene i holdforfølgelsesløb, Lasse Norman Hansen, Julius Johansen, Frederik Rodenberg Madsen og Rasmus Lund Pedersen, for eksempel pause efter sejre i sæsonens to første World Cups.
Det samme gør Michael Mørkøv og Amalie Dideriksen, der begge blev europamester i parløb.
Når danskerne kan tillade sig at spare flere af stjernerne, skyldes det de gode resultater, som har sikret en komfortabel placering i kvalifikationsregnskabet til VM og OL.
- Det er det, vi har kæmpet for til EM og de to første World Cups. Det har været motivationen at kunne lægge det program, vi gerne ville for dem, der kørte EM. Og nu kan nogle af dem få en velfortjent pause. Det er rigtig dejligt, siger Casper Jørgensen, der også selv får en friweekend.
Julie Leth er faktisk eneste europamester til start i Hongkong. Her kører hun parløb med den tidligere dobbelte europamester Trine Schmidt og stiller alene op i omnium.
I holdforfølgelse for herrer stiller Danmark med tre unge af slagsen, teenagerne Matias Malmberg, William Blume Levy og Rasmus Skivild, mens rutinerede Rasmus Quaade er trukket i landsholdstrikoten efter flere års fravær.
- Vi ved godt, at det ikke bliver det samme som de to seneste World Cups, men det vigtige er, at de får erfaring og føler, at de har præsteret deres bedste. Skal vi være realistiske, er vi glade, hvis vi går i top-8, så vi går videre fra kvalifikationen, siger Casper Jørgensen om holdforfølgelsesløbet.
Til gengæld tror han på Julie Leths chancer i damernes omnium, hvor flere stjerner sidder over.
- Men det er lang tid siden, hun har kørt disciplinen, så vi har ikke rigtig en fornemmelse af, hvad hendes internationale niveau er i omnium. Det får vi at se her. Så det bliver spændende, siger landstræneren.
Sæsonens tredje World Cup kan ses på TV 2 PLAY fra fredag formiddag.