Cykling

Jimmi Madsen bekræfter anklage om seksuelle krænkelser

Jimmi Madsen deltog som rytter i seksdagesløbet i Forum. Billedet stammer fra 1998. (Arkivfoto)

Jimmi Madsen bekræfter, at han for knap fem år siden udsatte den norske cykelrytter Anita Stenberg for seksuelle krænkelser.

Den tidligere professionelle danske cykelrytter Jimmi Madsen undersøges lige nu af det danske og norske cykelforbund samt Danmarks Idrætsforbund for krænkelser på den kvindelige norske cykelrytter Anita Stenberg.

Episoden skulle være sket for knap fem år siden i den tyske hovedstad Berlin i forbindelse med byens seksdagesløb, hvor Jimmi Madsen en sen aften skulle have sendt beskeder til den dengang 22-årige Anita Stenberg på Facebook Messenger, hvor han blandt andet tilbød hende oralsex.

Hovedpersonen selv, der var til seksdagesløbet i privat regi, bekræfter anklagen over for Ekstra Bladet.

- Jeg har sagt undskyld. Ja, ja, ja, det har jeg, siger 50-årige Jimmi Madsen til avisen.

Anita Stenberg afslog Madsens tilbud, men gik dengang ikke videre med sagen. Ifølge både Stenberg og Madsen var de to ikke involveret i et forhold med hinanden.

Årsagen til det skal ifølge nordmanden selv findes i, at Jimmi Madsen var - og stadig er - bestyrelsesmedlem i Dansk Bicycle Club, hvor den norske rytter også er medlem.

Men nu har Stenberg, der er blandt de 20 bedste kvindelige baneryttere i verden, alligevel valgt at gå videre med sagen.

- Det tog lang tid, før jeg var moden nok til at stå frem og moden nok til at kunne møde Jimmi og sige til ham direkte, at jeg ikke syntes, at det var okay, forklarer Anita Stenberg til Ekstra Bladet.

Stenberg fortæller ligeledes, at hun har frygtet at stå frem, fordi Madsen som medarrangør af det københavnske seksdagesløb har kunnet bestemme, hvem der deltager.

Hvorvidt undersøgelsen fra det danske og norske cykelforbund samt Danmarks Idrætsforbund får konsekvenser for Jimmi Madsen vides endnu ikke.