Kedsomhed, Froome-succes og regn i april: Ti ønsker til cykelsæsonen 2020

16x9
Èt af Rasmus Staghøjs håb for 2020, er at Jakob Fuglsang beholder sit niveau fra 2019. Foto: Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Rasmus Staghøj har danske triumfer og "Tour-lure" på ønskelisten for cykelsæsonen i 2020.

1. At Mads Pedersen vinder mindst et løb af en vis størrelse

Mads Pedersen vandt VMs linjeløb i engelske Harrogate i september.
Mads Pedersen vandt VMs linjeløb i engelske Harrogate i september. Foto: Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Cykelsporten er fyldt med overtro og mere eller mindre sandfærdige fortællinger og forestillinger. En af dem lyder, at man kan blive ramte af VM-trøjens forbandelse, der afholder verdensmesteren fra at vinde cykelløb. Det er noget vrøvl.

Men det er åbenlyst, at VM-trøjen giver en helt anden opmærksomhed og et større forventningspres. Et pres, der kan udvikle sig negativt, hvis Mads Pedersen kommer skidt fra start i 2020.

Mads Pedersen er fuldt ud værdig til at iklæde sig VM-trøjen. Og han virker i øvrigt ikke til at være særligt skrøbelig eller påvirkelig af omverdenens krav eller forventninger. Men hvis en verdensmester ikke vinder cykelløb, kan det pludselig blive en historie, der klæber til rytteren i regnbuestriberne.

Det ville være kedeligt, hvis det skulle ske, og derfor håber jeg, at Mads Pedersen kommer til at vinde et løb af en vis kaliber næste år. Pedersens CV afslører, at han er en rytter, der altid vinder cykelløb igennem en sæson, så mon ikke det også sker i 2020.

Jeg er sikker på, at hans drøm er at gøre ligesom Peter Sagan og vinde Paris-Roubaix i VM-trøjen. Det er han velkommen til, men mindre kan trods alt gøre det.

2. At det regner d. 12. april

Den belgiske cykelrytter Johan Museeuw vandt Paris-Roubaix i 2002, hvor regn og mudder tildækkede rytterne.
Den belgiske cykelrytter Johan Museeuw vandt Paris-Roubaix i 2002, hvor regn og mudder tildækkede rytterne. Foto: FRANCK FIFE / Scanpix Danmark

Jeg får stadig et chok, når jeg ser arkiv-klip af Joseba Beloki, der ryger i asfalten på nedkørslen fra Cote de la Rochette i Tour de France i 2003. Styrt er ikke underholdning, det er modbydeligt.

Det er altså ikke, fordi jeg har hang til ’styrt-porno’, at jeg går og håber en lille smule på, at det vil regne d. 12. april, når der køres Paris-Roubaix.

Sidst det regnede i Paris-Roubaix var i 2002. Johan Museeuw vandt og Lars Michaelsen blev nummer 5. Det er stadig det bedste danske resultat nogensinde. I kan prøve at google billeder fra løbet. Se blandt andet Lars Michaelsen med et ansigt, hvor det eneste, der ikke er dækket af mudder er hans nærmest selvlysende smil.

Jeg kunne godt tænke mig at se lignende billeder af cykelryttere fra det moderne cykelfelt. Det vil kræve regn d. 12. april, for ingen af rytterne, der stiller til start i 2020 har prøvet at køre Paris-Roubaix i regn.

I 2014 var Tour de France-feltet forbi et udvalg af pavéerne fra Paris-Roubaix. Det regnede, feltet eksploderede, Lars Boom vandt etapen og tandemen med Jakob Fuglsang og Vincenzo Nibali smadrede de øvrige klassementsfavoritter. Det var en af de bedste Tour-etaper i mange år.

Derfor håber jeg på regn d. 12. april.

3. At Chris Froome lykkes med sit comeback

Chris Froome var ude for et forfærdeligt styrt under opvarmningen til Criterium du Dauphine i sommers. Han var for første gang tilbage på cyklen i Critérium de Saitama 27. oktober, men der er lang vej endnu.
Chris Froome var ude for et forfærdeligt styrt under opvarmningen til Criterium du Dauphine i sommers. Han var for første gang tilbage på cyklen i Critérium de Saitama 27. oktober, men der er lang vej endnu. Foto: Oli Scarff / Ritzau Scanpix

Chris Froome er ikke ret populær blandt cykelløbsentusiaster. Han er ikke den første og næppe den sidste, der oplever, at der er koldt på toppen. Og Froome er på toppen, hvis vi kigger på resultatlisten for de seneste små 10 år. Fire Tour de France-sejre, to Vuelta a España-sejre og én Giro d’Italia-sejr. Han er sin generations bedste Grand Tour-rytter – om du kan lide ham eller ej.

Ville det ikke være lidt trist og uværdigt, hvis hans karriere resultatmæssigt skal slutte med et frygteligt styrt under opvarmningen til en enkeltstart i Criterium du Dauphine?

Det synes jeg.

Derfor håber jeg, at han kommer tilbage omkring sit topniveau igen. Der er sket en del, siden han styrtede i juni, og Egan Bernal har måske overtaget tronen på Team INEOS.

Det kunne ligne et generationsskifte, og hvis det er tilfældet, er det helt naturligt. Men lad det ikke blive fordi Froome er så medtaget af sit styrt, at han ikke kan komme tilbage til et konkurrencedygtigt niveau.

Froomes stræben efter det ypperste er åbenlyst noget helt særligt, og jeg er sikker på, at han vil give alt hvad han kan for at komme tilbage. Jeg håber, det lykkes.

4. At Michael Valgren finder tilbage til 2018-niveauet

Michael Valgren vandt Amstel Gold Race og Omloop Het Neuwsblad i 2018.
Michael Valgren vandt Amstel Gold Race og Omloop Het Neuwsblad i 2018. Foto: Marcel Van Hoorn / Ritzau Scanpix

Min kollega Chris Anker Sørensen gav Michael Valgren et 4-tal, da han vurderede de danske cykelrytteres præstation i 2019. Jeg er ikke ekspert, men jeg tillader mig at være uenig. Jeg kan ikke se, at Valgrens sæson er bestået, hvis vi sætter barren efter de resultater, han lavede i 2018, hvor han vandt Omloop Het Nieuwsblad og Amstel Gold Race.

Valgrens – og Dimension Datas – sæson var elendig.

Heldigvis var der i slutningen af sæsonen tegn på, at Valgrens resultater fra 2018 ikke ender med at blive et engangsknald. Valgren kørte op med de bedste i et par endagsløb sidst i efteråret, og i skyggen af Mads Pedersens VM-guld, kørte han sig til en 6. plads til VM. Det er kun dygtige cykelryttere, der kan gøre det.

Det ændrer ikke på det store billede af 2019-sæsonen, men det viser, at Valgren kan konkurrere med de bedste.

Og det er dén udgave af Valgren, vi håber at se, når der skal køres Flandern Rundt til foråret. Hvis han finder 2018-niveauet, vinder han cykelløb igen.

5. At vi alle sammen kommer til at kede os lidt undervejs

Pelotonen i aktion et sted mellem Toulouse og Bagneres-de-Bigorre under Tour de France i 2019.
Pelotonen i aktion et sted mellem Toulouse og Bagneres-de-Bigorre under Tour de France i 2019. Foto: Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Hånden op, hvis du engang imellem tager dig en ”Tour-lur” på sofaen under Tour de France. Jeg skal dække mit 10. Tour de France i træk til sommer, så det er ved at være et stykke tid siden, jeg selv har gjort det, men jeg skal være ærlig og indrømme, at jeg engang imellem savner det.

Det er en vidunderlig fornemmelse at blive lullet i søvn af kommentatorsnak og helikopterlyd, og så vågne op til en hektisk massespurt.

Cykelløb har en spændingskurve, der går fra hvilepuls til makspuls. Det kan være dovent og begivenhedsløst i en grad, så det næsten bliver meditativt. Det ene øjeblik kører det bare i baggrunden, og tankerne svæver rundt fra cykelløb til madlavning og meningen med vores eksistens, og pludselig sidder man klistret til skærmen, når løbet spidser til. Hvis man ikke har prøvet det, forstår man det nok ikke. Jeg føler heldigvis, jeg er blandt venner her på siden, så I forstår helt sikkert, hvad jeg mener.

Lad os kede os sammen med noget cykelløb i 2020.

6. At Bjorg Lambrecht bliver den sidste, vi mister i cykelløb

22-årige Bjorg Lambrecht omkom efter et styrt på 3. etape i Polen Rundt.
22-årige Bjorg Lambrecht omkom efter et styrt på 3. etape i Polen Rundt. Foto: Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Hvis vi lader resultater være resultater, er den største historie i cykelsporten i 2019, at Bjorg Lambrecht døde efter et styrt i Polen Rundt. Det var uheld på uheld i en freak-ulykke, der helt urimeligt endte med at blive fatal for den unge belgier.

Det var trist på et niveau, som os der ikke er i familie med ham, kun kan prøve at sætte os ind i. Og det sendte helt naturligt et chok igennem hele cykelsporten. Cykelløb blev ligegyldigt.

Da Andrey Kivilev døde efter et styrt i Paris-Nice i 2003 var det katalysatoren, der fik hjelmen påbudt i cykelløb. I dag er det svært at forestille sig, at der kan afvikles et cykelløb, hvor rytterne ikke bærer hjelm.

I Bjorg Lambrechts tilfælde er det desværre svært at tage læringer eller sikkerhedsforbedringer med videre. Det var så uheldigt, som noget kan være, og derfor rettes der ikke nogen fingre mod nogen.

Cykelsport er ikke uden risiko, og selvom ingen bærer skyld i denne sag, minder det os om, at vi hele tiden skal sørge for at sikkerheden omkring cykelløb er i orden. For ryttere og for tilskuere.

Jeg krydser fingre for at sådan en ulykke aldrig sker igen.

7. At kvindecyklingens positive udvikling vil fortsætte

Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt guld i parløb ved EM i banecykling 20. oktober 2019.
Amalie Dideriksen og Julie Leth vandt guld i parløb ved EM i banecykling 20. oktober 2019. Foto: Vincent Jannink / Ritzau Scanpix

Prøv at se på hvor kvindecykling var for 10 eller 20 år siden. Prøv så at se på, hvor kvindecykling er på dørtrinnet til 2020. Der er sket rigtigt meget, og særligt i de seneste par år har udviklingen været markant. Det er positivt.

Flere kvindeløb bliver produceret til TV, hvilket er så vigtigt for at tiltrække sponsorer. Holdene bliver mere organiseret, rytterne får mere opmærksomhed, og lige så langsomt begynder der at komme penge ind i sporten. Det er glædeligt.

Og så er det egentlig ligegyldigt, hvordan herrecykling ser ud ved siden af. Kvindecykling skal ride videre på den positive bølge og drive udviklingen med de trin, der nu engang skal til for at blive for at blive attraktiv.

Dansk cykelsport har store kvindelige profiler, der kan bære sporten frem anført af Amalie Dideriksen, der kan vinde på både landevej og banen. Hun er en profil i international cykelsport, og i 2020 har hun øjnene rettet mod OL. Det glæder jeg mig til at se.

8. At eksperterne kommer til at tage fejl

Belgiske Thomas De Gendt vandt 8. etape af Tour de France i 2019.
Belgiske Thomas De Gendt vandt 8. etape af Tour de France i 2019. Foto: Christian Hartmann / Ritzau Scanpix

Nogle af de sjoveste cykelløb, jeg har kommenteret eller set i TV i 2019, har været de løb, hvor udviklingen har været umulig at forudse. Da Thomas de Gendt vandt 8. etape af Tour de Franc, da Remco Evenepoel vandt San Sebastian, da Mads Pedersen vandt VM etc. De løb, hvor Chris Anker Sørensen og Rolf Sørensen har ramt helt forbi i deres analyser og forudsigelser enten før eller under løbet.

Det handler om at blive overrasket. At der er nogen, der tager fusen på os, og lykkes med en umiddelbart umulig mission.

Uden den slags løb med jævne mellemrum, var cykelsporten uinteressant at kigge på i længden. Og jeg er sikker på, at Sørensen og Sørensen har det helt fint med at ramme forbi i en forudsigelse, hvis de bliver beriget med en helt særlig præstation af en cykelrytter.

Jeg håber, at der i 2020 stadig findes ryttere, der tør at begive sig ud på umulige missioner i jagten på succes. Jeg taler ikke for, at alle skal køre med hovedet under armen, og jeg forstår sagtens de hold, der vinder cykelløb på en mere kalkuleret og beregnende facon. Deres sejre er også store og smukke. Men engang imellem vil jeg gerne se eksperterne tage fejl, fordi en rytter eller et hold fra andet eller tredje geled har grebet ud efter guldmedaljen.

9. At Jakob Fuglsang kan tage sit niveau fra 2019 med ind til 2020

Jakob Fuglsang fejrer sin etapesejr i Vuelta a España.
Jakob Fuglsang fejrer sin etapesejr i Vuelta a España. Foto: Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang havde indtil 2019 en flot karriere med store resultater uden alligevel at træde ind blandt de allerbedste i verden. Det gjorde han så i 2019, hvor han i en alder af 34 år blev en af verdens bedste cykelryttere over én sæson.

Fuglsang har allerede leveret rigeligt til, at vi også om mange år kommer til at tale om ham som en af de store danske cykelryttere.

Han skal da bare vinde lige så meget i år, ikk?

Det er nok ikke så nemt, som os der betragter sporten udefra, nogle gange kan få det til at lyde. Fuglsang kender opskriften nu, og han kender sig selv rigtigt godt efter så mange år som professionel.

Planen for 2020 er klar. Formen skal toppe i foråret igen, men i modsætning til 2019 vil han tage formen med til Giro d’Italia i maj for så til sidst at satse på OL i august.

OL er det største mål, og når man satser så tungt på et endagsløb, der er så svært at forudsige, er det risikabelt. Men der skal satses stort for at vinde stort, og jeg ved, at OL har fået en helt særlig plads i Fuglsangs hjerte, efter han vandt sølv i 2016. Jeg bebrejder ham ikke for at gå efter OL-guld i stedet for Tour de France-succes.

I første omgang gælder det om at ramme samme niveau i det nye år, som han gjorde i 2019.

10. At du bliver ved med at se cykling på TV 2 SPORT

TV 2 SPORT vil fortsætte med at dække cykling i 2020.
TV 2 SPORT vil fortsætte med at dække cykling i 2020. Foto: Ebbe Rosendahl/TV 2 / Ebbe Rosendahl/TV 2

Vi har ligesom de danske cykelryttere haft et godt år på TV 2 SPORT. Det hænger lidt sammen, for vi ved godt, at I seere vil se danskere ryttere med succes. Når Mads Pedersen vinder VM-guld, Jakob Fuglsang vinder Liege-Bastogne-Liege eller Criterium du Dauphine, kigger I med. Det forstår vi godt.

Men vi oplever også, at I tænder for vores kanal, selvom vi viser mindre løb uden dansk chance for sejr. Min fornemmelse er, at vi har fået en større skare af cykelløbsinteresserede danskere. I ved mere om cykelsport, og I stiller højere krav til det indhold, vi leverer til jer. Det er vi glade for, og det tager vi meget seriøst. Vi lytter til jer, når I har kritik, og vi forsøger hele tiden at lægge niveauet, så det passer til jer.

Lad os få et godt cykelår sammen. Vi begynder d. 21. januar med Tour Down Under. Ses.