Cykling

Fuglsang har programmet klar - får 'anderledes' forberedelse til stort mål

Jakob Fuglsang under årets Vuelta a Espana, hvor han vandt sin første Grand Tour-etape. Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang vil i 2020 have Ardenner-klassikerne og OL i landevejscykling som sine helt store mål for sæsonen.

Forberedelserne til den kommende sæson er allerede i gang for Jakob Fuglsang og Astana.

Danskeren er i disse dage med sit hold på træningslejr i den spanske by Calpe, hvor det kasakhiske mandskab blandt andet har brugt tiden på at præsentere næste års trup, målsætninger og holdets nye trøjer og cykler.

Og i samme andledning har 34-årige Fuglsang over for TV 2 SPORT løftet sløret for, hvordan danskerens løbsprogram kommer til at se ud.

Jakob Fuglsangs program i 2020

  • Ruta del Sol (19.-23. februar)
  • Strade Bianche (7.marts)
  • Tirreno-Adriatico (11.-17. marts)
  • Løbspause
  • Amstel Gold Race (19. april) - kan blive droppet
  • La Fléche Wallone (22. april)
  • Liége-Bastogne-Liége (26. april)
  • Giro d'Italia (9.-31. maj)
  • Løbspause
  • Tour de France (27. juni-19. juli)
  • OL i linjeløb (25. juli)

Jakob Fuglsang har desuden nævnt, at VM i landevejscykling i 2020 er et mål for danskeren.

VM bliver kørt i Schweiz på en bjergrig rute, der indeholder mere end 4000 højdemeter over 244 kilometer, hvilket ligger godt til den danske rytter.

Giroen bliver et mål

Tilbage i november blev det officielt meldt ud, at danskeren skal køre Giro d'Italia for bare anden gang i karrieren.

Danskeren er udset en kaptajnrolle, mens han i Tour de France primært vil få en rolle som hjælperytter for columbianske Miguel Angel Lopez.

Udover kaptajnrollen i årets første Grand Tour, har Jakob Fuglsangs meldt ud, at de store mål for kommende sæson bliver linjeløbet ved OL i Tokyo i slutningen af juli samt Ardenner-klassikerne, hvor han i den netop overståede sæson vandt Liége-Bastogne-Liége.

'Anderledes' forberedelse bliver nøglen til succes

Men for at det skal kunne lade sig gøre at være i den nødvendige form til både Ardenner-klassikerne og Giro d'Italia har det krævet, at danskerens program i foråret er blevet ændret en smule i forhold til i 2019 - og det er ikke uden at løbe en risiko.

- Selvfølgelig kommer det til at være lidt anderledes. Jeg kommer til at have den første formtop omkring Strade Bianche og Tirreno-Adriatico. Jeg vil forsøge at have den næste formtop, så den starter ved klassikerne og forsøge at holde den. Det kan være, at det er for meget, og at jeg kommer til kort i den sidste uge af Giroen, siger Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT.

Danskeren fortæller desuden, at han ikke nødvendigvis kommer til at køre Amstel Gold Race, der er det første af tre løb i Ardenner-ugen. Hvis det er tilfældet, vil den danske Astana-rytter kun køre La Fléche-Wallone og Liége-Bastogne-Liége, som han vandt i 2019.

Tiden er kommet til en podieplacering

I år havde Jakob Fuglsang et tætpakket program i løbet af sæsonens første måneder. Det kommer han ikke til i 2020, da et for hårdt program kan få konsekvenser for danskerens præstationer i eksempelvis Giro d'Italia, fortæller Dmitrij Fofonov, der er sportsdirektør på Astana.

- Han skal starte sæsonen mere roligt, og så skal han øge formen frem mod klassikerne og Giroen. Efter det er det mere teknisk. Det er svært at sige nu, hvad der reelt sker.

- Vi har arbejdet i mange år på at komme på podiet i en Grand Tour. Jeg tænker, at tiden er kommet, siger Fofonov videre.

Jakob Fuglsang selv håber på, at han kan drage fordel af at have kørt Ardenner-klassikerne kort tid inden Giroen.

- De første etaper i Giroen ser ud til at være nogle svære nogle og ligne klassikerne. Man kan ikke sige, at det hele blive afgjort i den sidste uge. Det er klart, at man stadig skal være der i de høje bjerge. Ideen er, at jeg skal forsøge at tage formen med fra klassikerne helt med til, at Giroen er slut, siger danskeren.

Fuglsang havde i 2019 en stor sæson, hvor han blandt andet vandt Liége-Bastogne-Liége og Critérium du Dauphiné og fik sin første etapesejr i en Grand Tour, da han krydsede stregen først på 16. etape i Vuelta a España.