Cykling

Team Ineos og Mercedes indgår stort samarbejde

Lewis Hamilton og Chris Froome skal til at arbejde sammen. Ritzau Scanpix

Nogle af sportsverdenens største stjerner skal til at arbejde sammen i jagten på større og bedre præstationer.

Cykelholdet Team Ineos og Mercedes' Formel 1-mandskab indgår et storstilet samarbejde i forsøget på at styrke præstationerne på tværs af sportsgrenene.

Det meddeler de to storhold onsdag i en pressemeddelelse. Udover det velkendte cykel- og Formel 1-hold, så er sejlsportsteamet Ineos UK ligeledes med i det storsatsende og storstillede samarbejde.

- Vi er meget begejstrede omkring potentialet i denne aftale, fortæller Mercedes-chefen Toto Wolff, mens også Ineos' cykelchef, Sir David Brailsford, glæder sig.

- Det er vanvittigt spændende at skulle arbejde med så brillante og succesfulde personer i andre sportsgrene. Vi kan slet ikke vente med at komme i gang og blive bedre sammen.

Mercedes-holdet har vundet verdensmesterskabet i Formel 1 de seneste seks år, Team Ineos har vundet Tour de France syv gange, og sejlsportsteamet Ineos UK går efter at nå til tops i Americas cup.

Samarbejdet mellem de tre storhold vil, udover en masse udveksling af erfaring, blandt andet resultere i, at mandskaberne vil samarbejde på at udvikle og implementere nye tiltag, der kan bruges i henholdsvis sejlsport, cykelsport i Formel 1.

- De teknologiske krav i Formel 1 betyder, at vi er godt placeret til at kunne hjælpe med avancerede tekniske udfordringer på specifikke områder indenfor sejlads og cykling. Blandt andet med aerodynamik, forklarer Toto Wolff fra Mercedes' Formel 1-hold.

Helt konkret er samarbejdet på tværs af sejlads, cykling og racerløb bygget op på tre grundprincipper.

  1. Der bør ikke lægges nogen grænser for, hvad der er fysisk muligt for en menneskelig præstation.

  2. Et ønske om, at de tekniske afdelinger og de vindende kulturer i hvert hold deles, så alle tre partnere drager fordel.

  3. En tro på, at den bedste tekniske support gør det muligt for store atleter at skabe de største øjeblikke.

Samarbejdet starter med øjeblikkelig virkning.