Cykling

Trek vil lære af dansk verdensmesters skuffende forår

Mads Pedersen i sekunderne efter sin karrieres største triumf, VM-sejren. Ben Stansall / Ritzau Scanpix

Trek-Segafredo-holdet håber, at det har lært af Mads Pedersens skuffende forår, så 2020-sæsonen bliver en stor succes for den danske cykelrytter.

Sæsonen sluttede så fantastisk som muligt for den danske cykelrytter Mads Pedersen. Nærmest eventyrligt med VM-triumfen og regnbuetrøjen som gevinst.

Men resten af den talentfulde danskers cykelsæson var ifølge ham selv 'noget lort'. Nærmest mareridtsagtig uden store resultater.

Nu ser både den danske verdensmester og hans hold, Trek-Segafredo, frem mod 2020-sæsonen. En sæson, hvor fejlene, der fik resultaterne til at udeblive i store dele af 2019, ikke skal gentage sig.

- Det er klart, at vi alle var skuffede over klassikerne, fortæller den danske sportsdirektør på Trek-Segafredo-holdet, Kim Andersen.

Ifølge Kim Andersen var det blandt andet Mads Pedersens iver efter at gøre alt perfekt, der fik store dele af denne sæson til at mislykkes.

- Jeg tror, han har lært, at når noget går godt, så skal man bare fortsætte i den linje og ikke lave om på nogle ting, siger Kim Andersen.

Den danske cykelverdensmester 2019, Mads Pedersen.

- Jeg håber, at hans program kommer til at fungere godt. Vi er lidt tilbage til det, vi gjorde i hans første to år.

- Jeg skal bare koncentrere mig om at cykle

Hvad det helt præcis indebærer af ændringer for Mads Pedersen i forhold til den kommende sæson, løfter hverken Kim Andersen eller verdensmesteren selv sløret for.

- Jeg vil ikke sidde specifikt og fortælle, hvordan jeg skal træne og hvorfor. Det har jeg ikke brug for at gøre her. Der har jeg nogle kompetente folk til at hjælpe mig, og jeg stoler på det, de siger, lyder det fra Mads Pedersen.

Han kan se frem til en sæson med regnbuestriber og en enorm respekt fra resten af feltet, men han vil forsøge at glemme, at han kører i den prestigefyldte trøje.

- Det er vigtigt for mig at lukke ned for, at det er mig, som har den VM-trøje. Så kan jeg arbejde, som om jeg ikke har den på skuldrene. Jeg skal ikke koncentrere mig om det medietosseri, men bare om at cykle, siger Mads Pedersen.

Mads Pedersen tager hul på den nye sæson i januar, når han skal køre Tour Down Under i Australien. Derudover er det planen, at han næste år skal køre sit første Tour de France.