Enormt pres på de unge ryttere efter stjernernes farvel
Cykelekspert Chris Anker Sørensen gennemgår alle World Tour-holdenes sæson og kigger frem mod det nye år.
- Placering i år på UCI-verdensrangliste for hold: 7
- Antal sejre: 21 heraf 7 på World Tour
- Vurdering af 2020 holdet 1-6 stjerner:
- Klassikerne:⭐⭐⭐
- Etapeløb: ⭐⭐⭐⭐⭐
- Massespurter: ⭐
En sæson med en Giro-sejr, to etaper undervejs, to etaper i Vueltaen samt andenpladsen samlet og en enkelt etape i Touren. Det må vel betegnes som værende en ganske pæn sæson. De har også vundet holdkonkurrencen i alle tre store rundture, hvilket er lidt paradoksalt, da der har været mange gange i årets løb, hvor Movistars taktiske dispositioner har vakt panderynker. Nogle gange har forklaringen måske været, at holdets mange kaptajner ikke har kunnet blive enige om, hvem der skulle køres for.
Der er rigtig mange ryttere, der har forladt holdet. Ikke kun de to kaptajner Landa og Quintana, men også en lang række af gudsbenådede hjælperyttere. Derfor er der pres på de unge ryttere, der kommer ind på holdet. Det er nogle store sko, de skal udfylde for at lave det samme hjælpearbejde. De nye ryttere følger dog opskriften fra tidligere år; en masse bjergryttere samt nogle store, brølstærke tempofolk. En af dem er danske Mathias Norsgaard.
En ting er helt sikkert. Jeg er allerede nu vild med colombianeren, der hedder Einer.
Med Enric Mas og Marc Soler har Movistar de to ryttere, der skal løfte den tunge arv fra de seneste årtiers talrige store spanske etapeløbsnavne. Begge to har dog haft en sæson lidt på det jævne i forhold til de imponerende resultater i 2018. Man kunne tydeligt se under Vueltaen, at Soler ville mere end blot at være hjælper. Han vil selv være kaptajn
Enric Mas satsede voldsomt på Tour de France, men et maveonde kom i vejen. Til gengæld sluttede han godt af i Tour of Guangxi med en etape undervejs og den samlede sejr.
Selvom der er kommet mange nye ryttere på holdet, er en ting, som det plejer at være, og det er feltets "grand old man" Alejandro Valverde. Selvom han i 2020 runder de 40, er han en rytter, man aldrig skal afskrive. Selvom han ikke vandt helt så meget i år som tidligere, var han bestemt at finde blandt verdens bedste ryttere. En ting er sikkert: Så længe han kører som professionel, vil han være favorit til Ardenner-klassikerne og de fleste andre løb, han stille til start i.
Brostensklassikerne siger ikke Movistar det store. De har hentet Johan Jacobs, som blev toer i U23 udgaven i år, derudover har de fortsat Jurgen Roelandts på kontrakt. At forvente store resultater her er nok at tage munden for fuld - endnu mere usandsynligt er det dog at forvente sejre i massespurterne.
Jeg tror meget på, at kulturændringen kan være sundt for holdet. At det så måske går lidt udover resultaterne i 2020-sæsonen, kan være værd at tage med. Enric Mas er en dygtig rytter og en rytter, der besidder alt det, der skal til for at vinde en Grand Tour.