Mon ikke de også får flest sejre af alle i 2020?
Cykelekspert Chris Anker Sørensen gennemgår alle World Tour-holdenes sæson og kigger frem mod det nye år.
- Placering i år på UCI-verdensrangliste for hold: 1
- Antal sejre: 68 heraf 35 på World Tour
- Vurdering af 2020 holdet 1-6 stjerner:
- Klassikerne: ⭐⭐⭐⭐⭐
- Etapeløb:⭐⭐⭐
- Massespurter: ⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Hvert år gennemgår Deceuninck Quick-Step en åreladning af en anden dimension, når andre hold lokker holdets profiler med højere lønninger.
Sådan er det, når du er feltets mest succesfulde hold; så går de andre hold på rov. I år forlader tre prominente ryttere holdet, Paris-Roubaix-vinderen og den dobbelte Vuelta-etapevinder Gilbert, det lysende talent og ham, der kaldes Contadors arvtager, Enric Mas, samt Viviani, som har været næste lige så sikker i spurterne, som Peter Møller var det i straffesparksfeltet.
Spørgsmålet er så bare, om de kan blive ved med at holde fast i vinderkulturen, når holdet år efter år har så mange udskiftninger. Noget tyder på det, for snakken er jo oppe at vende hvert år, og når det så kommer til stykket, er alt ved det gamle. Jeg tror, at en væsentlig del af forklaringen på deres fortsatte succes er, at det er et rart sted at være. Noget andet er, at selvom der er stor udskiftning af ryttere, så forbliver baglandet mere stabilt og uændret, og dermed fastholdes kulturen.
Holdets klassementsdrømme led et knæk med tabet af Enric Mas. De har umiddelbart ikke lige en direkte aftager klar. Bob Jungels kan jo sagtens køre klassement, men jeg synes, de skal passe lidt på ham og lade ham fokusere på en enkelt ting fremfor at forvente, han både kan køre brostensklassikere, Ardenner-klassikere, klassement i de tre uger lange etapeløb samt være en del af leadout-toget for sprinterne.
Hvilken vej stortalentet og fænomenet Remco Evenepoel udvikler sig, det må fremtiden vise. Jeg tør dog godt sige, at han næste år endnu ikke er klar til at køre klassement i en Grand Tour.
Julian Alaphilippe har også været ude og sige, at han har andre mål for 2020-sæsonen. Mon ikke han både drømmer om olympisk guld og regnbuestriber? Begge er i den grad inden for rækkevidde. Når han er bedst, er der ikke mange, der er bedre, hvis overhovedet nogen, på en hård, kuperet rute.
Deceuninck havde vel verdens bedste leadout-tog i 2019, og 2020-udgaven af toget ser også skræmmende ud. Michael Mørkøv er en af feltets dygtigste ryttere til at aflevere sin sprinter, og Kasper Asgreen kan holde en uhyre høj topfart over et langt stykke. De to og mange andre får Sam Bennett stor glæde af. Jeg tror på, han bliver manden, de andre skal slå i 2020.
De plejer at være holdet, der skal slås i forårets brostensløb, hvor de udnytter, at de altid er i overtal. Selvom de har mistet Gilbert, skal de med Stybar, Lampaert, Cavagna og Asgreen i spidsen nok være det igen i år. De har måske ikke den største favorit, men det forhindrer dem ikke at køre, som om de ejer de flamske veje. De er vel cykelsportens svar på brumbassen: Selvom alle siger, de ikke er favoritter, ja, så er de det alligevel.
Spurtsejrene skal nok fortsat komme til at vælte indover holdet, ligesom Alaphilippe også nok skal tage for sig af sejrpokalerne. Så mon ikke der endnu engang kommer til at stå flest sejre udfor Deceuninck Quick-Step efter 2020-sæsonen.