Cykling

Mareridtene er stoppet - men angsten påvirker stadig dansk cykeltalent

Den nyslåede World Tour-rytter Mathias Norsgaard kæmper stadig med at slippe tankerne om det styrt, der sendte ham næsten fire uger på hospitalet.

- Heldigvis har jeg ikke mareridt mere. Men jeg har haft nogle meget, meget hårde nætter. Specielt på sygehuset, hvor jeg jo næsten ikke har sovet i tre uger. For hver gang jeg ser det der styrt, så vågner jeg igen.

Det fortæller Mathias Norsgaard om den træningstur i Spanien 5. december sidste år, hvor han blev kørt ned.

Ulykken sidder stadig dybt i ham, for den 22-årige rytter har stadig ikke kunnet finde ro i måden, det skete på.

- Jeg blev jo kørt ned frontalt. Jeg kan ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, at man kan være så uopmærksom i trafikken, og derfor har jeg meget, meget svært ved at acceptere det. I mit hoved, er det så absurd, den måde det er sket på, fortæller Norsgaard fra sin far Teddy Norsgaards hjem i Silkeborg.

Her har han boet, siden han kom hjem fra Viborg Sygehus den 23. december. Og det er også her, han stadig halter rundt med en krykke og en særlig støttestrømpe på højre ben.

Om lidt over to uger skulle han efter planen have kørt sit første løb for sit nye hold Movistar, som han havde offentliggjort sit skifte til bare ti dage inden ulykken.

Og det var også de første, han tænkte på, da han lå alene på en regnvåd vej i Girona for en måned siden.

- Jeg tænkte bare: Hvordan kommer jeg ud af det her? Hvem skal jeg kontakte fra holdet? Hvad gør jeg? Jeg kunne slet ikke overskue konsekvenserne.

Alene med tankerne

På hospitalet i Spanien blev tankerne om situationen ikke ligefrem lysere.

- Jeg havde perioder, hvor jeg bare slukkede min telefon i en uge. Jeg kunne ikke holde ud at være i kontakt med nogen.

- Normalt finder jeg også stor glæde i at læse og så videre, og jeg havde masser af bøger med på sygehuset, men jeg kunne bare ikke. Altså, jeg mistede nærmest lysten til at leve på et eller andet punkt. Heldigvis kun i et par uger, men det virkede bare sindssygt uoverskueligt.

For at stå på tærsklen til realisering af sin helt store drøm og at se den blive knust sammen med benet – og så oven i købet på en måde, han ikke kan acceptere, er stadig tanker, der rumsterer i Mathias Norsgaards hoved.

- Jeg har jo fået en chance på Movistar, og jeg var klar til at steppe op. Og det skulle jeg også, for det niveau jeg havde i 2018, det havde ikke været godt nok på World Touren, så jeg skulle jo tage et step op. Det var bare så uoverskueligt, hvordan i alverden jeg skulle misse en hel vintersæson og så stadig blive fem procent bedre i sidste ende. Men det er jo sådan noget, man bliver nødt til at lukke ude og lade være med at tænke på.

Ulykken har forplantet sig i hovedet

Mathias Norsgaard er allerede nået langt fysisk. Selvom der er røget omkring 10 kilo muskler af den i forvejen tynde mand, så ser både knogler og sår ud til at hele ordentligt. Og han har da også allerede siddet knap halvanden time på sin hometrainer.

Ikke med mange watt. Men med pulsen høj. En oplevelse, han selv kalder ”min bedste tur nogensinde”.

Men de mere usynlige følgevirkninger, kæmper han stadig med.

- Det har jo gjort, at jeg har svært ved at stole på andre trafikanter, når jeg kører rundt nu. Hver gang jeg ser en bil, så tænker jeg: Kører den over i mig nu?

- Jeg har svært ved at køre på motorveje, for jeg er simpelthen så bange. Selvom jeg har kørt bil med min mor og far, siden jeg blev født, så er jeg lige pludselig begyndt at være bange for, hvad der sker, når vi kører 130 kilometer i timen. Så det er sådan nogle ting, der er hårdt for mig lige nu.

Han ved dog godt, at det kun er en måned siden, og derfor håber han også, at det med tiden bliver bedre.

- Det hjælper altid at snakke om det. Hver gang, jeg har snakket om det, er det også som om, det er kommet lidt mere på afstand. Men jeg skal have fundet ud af, hvordan jeg kommer af med det, når jeg ser en bil, for det nager mig meget.

Og så håber han, at det at komme tilbage til ulykkesstedet sætter det sidste punktum.

- Jeg glæder mig lidt til at komme ned og stå på det sted, hvor jeg blev kørt ned. Det lyder dramatisk, men på et eller andet punkt, skal jeg jo også have sluttet fred med det og komme videre.

Håb i håbløsheden

Og da Mathias Norsgaard allerede er godt i gang med genoptræningen hos en fysioterapeut flere gange om ugen, så tror han på, at han kommer til at gøre lægerne skamme og er tilbage før end forventet.

- Jeg tror godt, jeg kan være tilbage i slut januar eller starten af februar. Og jeg har også et hold, der måske tror, at jeg kan køre Paris-Roubaix. Men de siger også, at det er bedre, at jeg kommer tilbage i maj og så er klar, end at komme tilbage i Paris-Roubaix og så være røv og nøgler.

Og lige netop Paris Roubaix er Mathias Norsgaards drømmeløb. Men han har affundet sig med, at det nok ikke bliver i år, og at han trods alt har et hold bag sig, der har is i maven.

- Jeg har jo skrevet for to år, så jeg skal nok nå at få dem kørt. Og hvis jeg så til den tid ikke er god nok, så er det sådan, det er. Selvom jeg er ny, så er jeg jo en del af deres planer fremadrettet de næste to år.