Ekspert: Riis går kun ind i det, hvis han kan skabe verdens bedste hold

Meget tyder på, at Bjarne Riis vender tilbage til cykelsportens A-klasse som medejer af Team NTT.

Tirsdag indkaldte Bjarne Riis og selskabet Virtu Cycling til et pressemøde med "spændende nyt", som det blev formuleret i pressemeddelelsen.

"Spændende nyt" er efter alt at dømme et medejerskab af det sydafrikanske hold Team NTT, der er en del af World Touren.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger bliver Virtu Cycling medejer af holdet, mens Bjarne Riis bliver sportslig ansvarlig med titlen manager. Samme oplysninger erfarede B.T. tidligere tirsdag.

NTT, som indtil årsskiftet hed Dimension Data, havde et elendigt 2019. På den internationale cykelunions (UCI) rangliste sluttede holdet som nummer 22 med blot 7 sejre, mens der også internt på holdet var splid.

Vil vinde Touren

Derfor er der meget arbejde forude, og det er med til at drive Bjarne Riis, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen, der i ni år kørte for Riis' hedengangne, danske storhold.

- Bjarne vil ikke gå ind i noget, medmindre det er med en ambition om at vinde. For ham er det stadig et kæmpe mål at skulle vinde Tour de France. Han går stadig så meget op i det og har så meget passion for cykling, siger Chris Anker Sørensen.

- Går han ind i noget, vil han have verdens bedste cykelhold. Det var også det, han gik op i, da jeg kørte under ham. Han vil vinde Touren, og han vil vinde alt muligt andet. Han kommer ind med 100 procent og vil gøre alt, han kan, for at rykke det her hold endnu højere op.

Netop Tour de France, verdens største cykelløb, har sin Grand Départ i Danmark i 2021, og det har også haft en betydning, mener Chris Anker Sørensen.

Stærkere dansk profil

Bjarne Riis startede i 2016 selskabet Virtu Cycling sammen med blandt andre rigmanden Lars Seier Christensen, og ambitionen var inden for en overskuelig årrække at skabe et nyt dansk World Tour-hold.

Trods de gode intentioner lykkedes det ikke. Det blev til kontinental-holdet Team Waoo og kvindeholdet Team Virtu Cycling, der i 2019 blev nummer otte på UCI's rangliste.

Begge hold blev dog lukket ned i 2019, men nu er der altså dansk islæt på vej tilbage på World Touren.

- NTT er et stort hold. Hidtil har det været sydafrikansk, men så bliver det måske halvt dansk. Så har vi igen et World Tour-hold i Danmark, og det vil være glædeligt og godt for dansk cykling, siger Chris Anker Sørensen.

- Det er også gået godt uden et dansk World Tour-hold, men det vil bare godt for dansk cykling at have et hold, der har en lidt stærkere dansk profil, og hvor man i hvert fald er sikker på, at de har interesse i at have danske ryttere.

Bjarne Riis' danske cykelhold, der havde forskellige navne gennem årene, overgik i 2016 til russiske Oleg Tinkov.

2016 markerede samtidig Riis' exit fra holdet, som han overtog i 2000.