Riis er spændt og glæder sig helt vildt til comeback
Bjarne Riis kunne ikke skjule sin begejstring, da nyheden om hans og Virtu Cyclings medejerskab af Team NTT blev præsenteret.
Han er kendt for et bredt smil, og det var på ingen måde blevet smallere, da han sammen med sit selskab Virtu Cycling meddelte sit comeback på World Touren.
Bjarne Riis og Virtu Cycling er blevet medejere af det sydafrikanske World Tour-hold Team NTT, hvor Riis bliver team manager, den øverste sportslige leder.
Dermed er den tidligere succesfulde holdejer tilbage på den største cykelscene efter fire år, siden han forlod Tinkoff-holdet.
- Jeg spændt. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er topmoviteret. Jeg har været med på sidelinjen, set rigtig meget og er blevet meget inspireret, siger Bjarne Riis.
- Jeg har set, hvordan jeg har lyst til at gå ud og motivere vores team til at præstere og give modstand til de bedste. Det er det, jeg tænker på lige nu.
- Jeg synes, det er megafedt og megaspændende.
Lang proces
Efter sit exit fra Tinkoff i 2016 åbnede han op for de storstilede ambitioner for et nyt dansk cykelprojekt sammen med rigmanden Lars Seier Christensen.
Undervejs skabte de et herrehold på lavere niveau og en kvindehold, der i sidste sæson blev nummer otte på verdensranglisten. Begge hold blev dog lukket i 2019.
Lukningen blev så gjort til en åbning, da Riis og Seier kunne sende Virtu Cycling ind på World Touren med Team NTT.
Træningslejr med det samme
Arbejdet starter allerede torsdag, hvor Riis rejser til Spanien, hvor holdet afholder træningslejr.
- Jeg skal ned og observere, snakke med hver enkelt og sætte mig i helikopteren for at få en fornemmelse af, hvor vi er, og hvad det er for nogle mennesker, jeg får med at gøre. Jeg vil ikke skabe en revolution med det samme, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.
- Jeg har selvfølgelig holdt øje med, hvad der sker i cykelsporten. Jeg ser alt, hvad der bevæger sig. Jeg har en rigtig god fornemmelse af, hvordan situationen er på de forskellige hold. Jeg har også en rigtig god fornemmelse af, hvad det her hold skal ud og gøre på kort og lang sigt.
Den ultimative bonus
På kort sigt er der noget rigtig stort i vente set med danske briller.
Tour de France tager sin begyndelse i Danmark for første gang i 2021. Det er dog ikke alene det, der har motiveret Riis.
- Grand Départ i Danmark er den ultimative bonus, men vores visioner rækker til mere end det. Vi vil arbejde stenhårdt på at opbygge et superhold i absolut verdensklasse, siger Bjarne Riis.
Savner at gøre en forskel
Bjarne Riis ved endnu ikke, hvornår han er tilbage i sportsdirektørbilen. Det kan blive i slutningen af januar i Australien eller senere i februar.
Men han glæder sig.
- Jeg har savnet at gøre en forskel og give min erfaring til andre. Det glæder jeg mig rigtig meget til, siger Riis til TV 2 SPORT.
NTT-holdet, der indtil årsskiftet hed Dimension Data havde en elendig 2019-sæson, hvor det blev til sølle syv sejre.