Cykling

'Uretfærdigt' - Lars Seier brød ind efter spørgsmål til Riis

Rigmanden Lars Seier Christensen, der er medejer af Virtu Cycling, mener, at det er tid til at lægge Bjarne Riis' dopingfortid på hylden.

Bjarne Riis er blevet foreholdt fortidens dopingspøgelse et hav af gange, og onsdagens pressemøde var ingen undtagelse.

Selskabet Virtu Cycling, som Riis er medejer af, har købt sig ind på World Touren som medejere af Team NTT.

Riis, der gennem halvandet årti var holdejer for et dansk World Tour-hold, indrømmede i 2007, at han havde taget EPO, da han i 1996 vandt verdens største cykelløb Tour de France.

Det ville klæde mange mennesker snart at lægge det på hylden

Lars Seier Christensen

Fortidens synder har norske medier som VG og TV 2 Norge understreget i forbindelse med hans comeback på World Touren, og på pressemødet blev han foreholdt de kritiske røster.

- Jeg mener, jeg har givet tilstrækkeligt udtryk for, at jeg ved, jeg har begået fejl i min tid. Det har jeg også indrømmet og undskyldt, sagde Bjarne Riis.

- Og det gør jeg gerne igen, hvis det er nødvendigt, men jeg mener også, at dem, der kender mig, ved, hvad jeg står for, og de ved, hvad mine holdninger er. Jeg er godt klar over, at jeg ikke komme til at please alle, og det kan jeg ikke gøre ret meget ved.

Seier tog ordet

Herefter var mikrofonen til journalisternes spørgsmål på vej videre, men ved hovedbordet tog Lars Seier Christensen ordet.

Rigmanden og medejeren af Virtu Cycling har stået side om side med Riis siden 2008, hvor han og Saxo Bank trådte til som sponsor på det nu hedengangne danske cykelhold.

Seier understreger, at der i den periode ikke har været nogen dopingsager.

- Dengang havde Bjarne og jeg nogle dybe samtaler omkring den fortid, som Bjarne er fuldt bevidst om. Det siger også sig selv, at hvis ikke Saxo Bank og jeg havde været trygge ved det på det tidspunkt, så var vi aldrig gået i gang med det.

- Jeg synes egentligt - må jeg være ærlig at sige - at det ville klæde mange mennesker snart at lægge det på hylden, for 12 år er lang tid, og jeg synes egentligt, at det er lidt uretfærdigt.

- Jeg håber, at folk kan fokusere på det gode i det her, og at vi kommer til at tilføre cykelsporten noget godt. Jeg ved jo af personlige erfaringer, hvor jeg har observeret Bjarne på første række i mere end et årti, at han har en unik forståelse af cykelsporten og en unik tilgang til, hvordan man lægger strategien, og hvordan man udvikler rytterne. Det håber jeg, at han får den kredit for, som han fortjener.

Blev afvist af holdet i 2015

Bjarne Riis var faktisk på vej til en plads på Team NTT tilbage i 2015, da holdet hed MTN-Qhubeka.

Daværende general manager på holdet, Brian Smith, bekræftede over for Cycling Weekly, at Riis havde spurgt om muligheden for en plads i holdledelsen, mod at han bragte sponsorkroner med sig.

Brian Smith afslog på grund af holdets værdier og Riis' fortid. Nu hedder chefen Douglas Ryder, og han ser anderledes på tingene.

- Jeg mener, vi lærer af vores fejl, og at vi lærer meget mere af dem. Som hold har vi et meget stærkt standpunkt mod det (doping, red.), og vi har aldrig haft en dopingovertrædelse på vores hold, siger Douglas Ryder.

- Men hvis man kender Bjarne som person, så får man hans passion og hans indvirkning på cykelsporten i årenes løb at se. Han har stået i spidsen for nogle af de bedste hold i verdenen. Der har helt sikkert været en periode i cykling (med doping, red.), men vi har haft nogle fantastiske samtaler sammen.

- Vi startede vores samtaler i 2015, så det har været lang tid undervejs. Tid er vigtig, og vi er meget spændte på fremtiden. Vores partnere er spændte på vores fremtid sammen og de muligheder, som vi kan skabe. Vi er kommet videre, og vi ser frem til det her sammen.