Cykling

Riis tager endnu en dansker med sig

Sydafrikanske Team NTT bliver mere og mere dansk, efter Bjarne Riis og Virtu Cycling er blevet medejer.

Bjarne Riis kunne onsdag meddele sit comeback til cykelsportens største scene, World Touren.

Hans selskab Virtu Cycling er blevet medejer af det sydafrikanske hold Team NTT, hvor Riis samtidig får rollen som sportslig ansvarlig.

Efterfølgende er cykelrytteren Michael Carbel blevet præsenteret som ny rytter på holdet, og lørdag blev 36-årige Daniel Foder hentet til holdet som sportsdirektør.

- Jeg glæder mig til at arbejde på cykelsportens højeste niveau, siger Foder i en pressemeddelelse.

Daniel Foder var også sportsdirektør på Riis' hedengangne cykelhold Team Waoo, som tilhørte det tredjehøjeste niveau.

- Jeg slutter mig til en stærk gruppe ryttere med stort potentiale og en gruppe af erfarne sportsdirtektører, så det bliver en fantastisk udfordring for mig.

Daniel Foder er tidligere professionel cykelrytter, der blev nummer seks ved de danske mesterskaber i 2014.

Team NTT har nu ti danskere på og omkring holdet.

Ryttere

  • Michael Valgren
  • Andreas Stokbro
  • Michael Carbel

Andre

  • Bjarne Riis, team manager
  • Lars Michaelsen, ledende sportsdirektør
  • Daniel Foder, sportsdirektør
  • Lars Bak, assisterende sportsdirektør
  • Lars Andersen, holdlæge
  • Steffen Lundsgaard, soigneur
  • Peter Nielsen, mekaniker