Cykling

Riis havde 'intet at gøre i cykling' - nu byder UCI-boss ham velkommen

David Lappartient under Tour de France i sommer.  Benoit Tessier / Ritzau Scanpix

Bjarne Riis har grundet sin blakkede fortid ofte delt vandende, men nu bliver han budt velkommen tilbage til World Touren af præsidenten for UCI.

- Tidligere dopere har intet at gøre i cykling. At sige andet vil være hyklerisk.

Sådan sagde præsidenten for den internationale cykelunion, UCI, David Lappartient, tilbage i 2017 i et interview med mediet Luxemburger Wort. I interviewet fremhævede præsidenten Bjarne Riis som en personlighed, der "ikke ville være god for sporten."

Men noget kunne tyde på, at David Lappartient har ændret mening, efter at netop Bjarne Riis, der i 2007 indrømmede et massivt dopingmisbrug i sin aktive karriere, for nylig er blevet medejer af World Tour-holdet NTT Pro Cycling, hvor han samtidig har overtaget det sportslige ansvar.

Franskmanden er i hvert fald ikke længere af den opfattelse, at Bjarne Riis ikke længere har noget at gøre i cykelsporten.

- Jeg kan forstå folks meninger, men som UCI-præsident kan jeg kun sige, at han har ret til at komme tilbage til sporten. Jeg er sikker på, han har lært noget fra fortiden, så han vil være stærkere fremadrettet, siger David Lappartient til Cyclingnews.

Cykelsporten er i bedring

Bjarne Riis er ikke den eneste i cykelsporten, der har en blakket fortid. I interviewet med Cyclingnews påpeger Lappartient, at kun to Tour de France-vindere i perioden 1996-2010 ikke har indrømmet brug af doping.

Men sporten er i bedring nu, mener den franske UCI-præsident.

- Det var en svær tid for vores sport, men jeg tror, at vi er ovenpå igen, når det kommer til doping. Vi investerer mange penge i cyklingens antidoping organisation, CADF. Det samlede beløb er 10 millioner schweiziske franc (70 millioner kroner) om året. Det er vi nødt til, fordi vores tillid kan ryge på fem minutter, og det tager os 20 år at få den tilbage, siger Lappartient.

Bjarne Riis har sammen med ejerkredsen i Virtu Cycling Group i januar overtaget dele af ejerskabet hos NTT Pro Team, hvor de nu ejer holdet sammen med Doglas Ryder.