Cykling

Medier: Fuglsang sættes i forbindelse med kendt dopinglæge

Jakob Fuglsang vandt sidste år Liège-Bastogne-Liège. Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Jakob Fuglsang er blevet efterforsket af cykelsportens antidopingenhed for forbindelse til dopinglægen Michele Ferrari.

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang er havnet i en penibel sag.

Ifølge de danske medier DR og Politiken samt det norske medie VG blev Astana-rytteren i 2019 efterforsket af cykelsportens uafhængige antidopingenhed Cycling Anti-Doping Foundation, CADF, for at have forbindelse til den kendte dopinglæge Michele Ferrari.

Det viser en hemmelig rapport, som de tre medier er kommet i besiddelse af.

Ulovlig kontakt kan betyde udelukkelse

Rapporten tager afsæt i konkrete "efterretninger" om, at den danske stjerne skulle være knyttet til den bandlyste læge Michele Ferrari.

- Efterretninger indikerer, at Astana Pro Team-cykelrytteren Jakob Fuglsang er i Michele Ferraris dopingprogram, og at holdkammeraten Alexey Lutsenko var til stede under mindst ét møde mellem de to i Nice/Monaco.

- CADF har stillet efterretninger til rådighed, der tyder på, at Michele Ferrari fortsat er involveret i at dope atleter på Astana Pro Team og menes at have rejst til Monaco og andre lokationer for at møde cykelrytterne, står der ifølge den norske avis VG i rapporten.

Jakob Fuglsang blev den anden dansker i historien til at vinde monumentet Liége-Bastogne-Liége. Den første var Rolf Sørensen i 1993.

Fuglsang er netop bosat i Monaco.

- Specifikt indikerer efterretninger fra CADF, at Michele Ferrari var til stede ved Vuelta a Catalunya med Astana Pro Team i marts 2019, har base i Lugano (Schweiz) og for nylig har mødtes med Fuglsang og Lutsenko i Nice og/eller Monaco, lyder det videre.

Den italienske læge Michele Ferrari er på livstid udelukket fra at måtte operere i al sport. Det er han, efter at han i 2012 blev afsløret som arkitekten bag den skandaleramte Tour de France-konge Lance Armstrongs omfattende dopingprogram.

Vores forbund følger denne sag meget nøje og vil tage de nødvendige tiltag for cykelsportens bedste

Talsperson fra UCI

Udelukkelsen betyder, at det er forbudt for atleter at modtage eksempelvis rådgivning eller vejledning om træning fra Ferrari.

Hvis det ikke bliver overholdt, giver det en udelukkelse på op til to år.

Fuglsang har ingen kommentarer

Jakob Fuglsang havde i 2019 et af sine mest succesfulde år i karrieren.

Klassikermonumentet Liège-Bastogne-Liège og etapeløbet Critérium du Dauphiné blev begge vundet, ligesom det også blev til en etapesejr i årets sidste Grand Tour, Vuelta a España.

VG har haft kontakt med Jakob Fuglsang, som ifølge det norske medie "ikke ønsker at kommentere en rapport baseret på indikationer og rygter, siden der ikke foreligger en officiel besked fra UCI eller CADF".

Jakob Fuglsang på podiet efter at have vundet etapeløbet Critérium du Dauphiné sidste år. Danskeren vandt også løbet i 2017.

UCI følger sagen nøje

En talsperson fra den internationale cykleunion, UCI, har sendt følgende meddelelse til de tre medier:

- UCI har per dags dato ikke modtaget nogen rapport fra CADF i den hensigt, at man vil sætte gang i tiltaget mod enkeltpersoner eller hold, som er nævnt. Vores forbund følger denne sag meget nøje og vil tage de nødvendige tiltag for cykelsportens bedste.

Jakob Fuglsang har kørt for Astana siden 2013. I 2016 vandt han sølv ved OL i landevejsløbet.

TV 2 SPORT har forsøgt at komme i kontakt med Jakob Fuglsang og arbejder på at få en kommentar fra CADF.