Fuglsang afviser kontakt til dopinglæge

Den danske Astana-kaptajn er 'ekstremt bekymret' over, hvordan rygter om hans person kan spredes i pressen, lyder det i en besked til TV 2.

Jakob Fuglsang nægter at have mødtes med den omstridte italienske dopinglæge Michele Ferrari.

Det skriver han i en sms til TV 2 SPORT.

- Jeg afviser, at jeg har mødt Dr. Ferrari, lyder det fra den danske cykelrytter.

Desuden skriver Fuglsang, at han ikke har kendskab til nogen anti-dopingrapport, og han bekræfter, at der ikke er blevet åbnet nogen sag fra anti-dopingmyndigheder imod ham.

- Derfor er der ingen sag, som jeg skal svare på, lyder det.

- Jeg er ekstremt bekymret over, at sådanne rygter kan spredes i pressen, afslutter Jakob Fuglsang.

Udtalelsen fra den aktuelle nummer tre på Den Internationale Cykelunions verdensrangliste er efterfølgende også lagt på de sociale medier.

Kædes sammen med dopinglæge

Danskeren bliver i en rapport fra 2019 udarbejdet af cykelsportens uafhængige antidopingorganisation, Cycling Anti-Doping Foundation (CADF), kædet sammen med den kontroversielle italienske dopinglæge Michele Ferrari.

Rapporten blev offentliggjort søndag aften i DR, Politiken og i norske VG, og ifølge denne skal Jakob Fuglsang have samarbejdet med den italienske dopinglæge.

I rapporten er der såkaldte efterretninger, der indikerer, at Jakob Fuglsang er en del af Michele Ferraris dopingprogram, og at de to har mødtes i de franske byer Nice og Monaco.

Dette nægter Michele Ferrari.

- Jeg har ikke haft noget forhold til ryttere fra Team Astana i over ti år, siger Michele Ferrari, der samtidig afviser at have været i hverken Monaco eller Nice de seneste 12 år.

Jakob Fuglsangs arbejdsgiver, Astana, forholder sig ligeledes afvisende over indholdet i rapporten fra den uafhængige anti-dopingorganisation.

Det kasakhiske cykelhold afviser blankt den mistanke, der nu klæber sig til flere af holdets ryttere - heriblandt stjernerne Jakob Fuglsang og Alexey Lutsenko.

I en pressemeddelelse skriver cykelholdet blandt andet:

- Vi samarbejder ikke med nogen mistænkelige læger, heriblandt Dr. Michele Ferrari.

Kontakt kan give karantæne

Hvis der har fundet et samarbejde sted mellem Jakob Fuglsang og Michele Ferrari, vil det kunne udløse en karantæne til den danske cykelrytter fra sporten på op til to år.

Det er nemlig strafbart at bruge den italienske dopinglæge i alle henseender - både som rådgiver, træner eller læge - fordi den 66-årige italiener er idømt livstidskarantæne fra al sport.

Michele Ferrari var hjernen bag Lance Armstrongs omfattende dopingprogram, der blandt andet omhandlede brug af epo, blodtransfusioner og testosteron.

Jakob Fuglsang oplevede i 2019 sin klart bedste sæson på den internationale cykelscene.

Astana-kaptajnen vandt både klassikeren Liège-Bastogne-Lieège, den samlede sejr i både Critérium du Dauphiné og Vuelta a Andalucía samt 16. etape i Vuelta a España.