Cykling

Rygtet om Fuglsang og Ferrari har floreret i flere måneder

En hemmelig rapport kæder Jakob Fuglsang sammen med den bandlyste læge Michele Ferrari. Anne-christine Poujoulat / Scanpix Denmark

Jakob Fuglsang bliver kædet sammen Michele Ferrari i en ny rapport, som flere medier er i besiddelse af. Ethvert samarbejde med Ferrari kan straffes.

Det var en overraskelse for mange, da Jakob Fuglsang søndag aften blev nævnt i forbindelse med den udstødte Michele Ferrari.

Men for de indviede i cykelsportens inderkreds var der tale om et flere måneder gammelt rygte, der nu er trykt sort på hvidt i en 24 sider lang rapport, der er bestilt af den uafhængige antidopingorganisation Cycling Anti-Doping Foundation (CADF). Således fortæller Deceuninck - Quick-Steps sportsdirektør Brian Holm til B.T., at rygterne har floreret hele sommeren.

- Jeg ringede og spurgte ham ind til det. Mit råd til ham er at stille sig frem og sige, at han ikke har noget med det at gøre. Det er meget simpelt og ikke så kompliceret.

- Men han mente ikke, at han kunne kommentere på noget, som han ikke vidste, hvad er. Der har han jo en pointe, jeg ville heller ikke kommentere på noget, jeg ikke har læst, siger Brian Holm til B.T..

- Ferrari står for doping

Det var DR, Politiken og VG, der søndag bragte nyheden om rapporten, der sandsynliggør et samarbejde mellem Jakob Fuglsang og Michele Ferrari, der har karantæne fra cykelsport og al øvrig idræt.

Bare det, at rygtet er der, gør, at Jakobs resultater bliver set i et helt andet lys

Chris Anker Sørensen, cykelsportsekspert på TV 2 SPORT

Ferrari er dømt for at have stået bag systematisk dopingbrug, blandt andet ved at hjælpe Lance Armstrong og flere af hans holdkammerater på US Postal. Selv har Ferrari kontinuerligt afvist alle påstande om, at han hjælper ryttere eller hold med at dope sig. Det ændrer dog ikke på, at hans navn er sværtet gevaldigt til.

- Der er jo den forhistorie med Astana og Ferrari, hvor der blev skudt efter dem i 2013, 2014, 2015. Så hvis han har nogen former for samarbejde eller kontakt med Ferrari, er det jo fuldstændig idioti. Ferrari står for doping, og det har han altid gjort, siger Brian Holm til Politiken.

Fuglsangs resultater ses i et helt andet lys

Kort før Tour de France 2019 hørte Chris Anker Sørensen også et løst rygte om en forbindelse mellem Jakob Fuglsang og Michele Ferrari. Chris Anker Sørensen ved ikke, om rygtet har hold i virkeligheden – men han ved, at rygter er en fast del af cykelsporten.

- Der kører mange historier i feltet, og snakken går sindssygt hurtigt. Ofte bliver én fjer til ti høns, men bare det, at rygtet er der, gør, at Jakobs resultater bliver set i et helt andet lys. Det gælder også for resten af cykelsporten, og det er frustrerende for alle, siger Chris Anker Sørensen, der er cykelsportsekspert på TV 2 SPORT.

Michele Ferrari er dømt for at have orkestreret massiv dopingbrug for blandt andre Lance Armstrong. Ferrari, der hårdnakket afviser alle påstande om doping, har fået livstidskarantæne fra al sport. Derfor kan nuværende ryttere straffes med karantæne i op til to år, hvis de arbejder sammen med Michele Ferrari.

Set i det lys er det enormt dristigt at indlede et samarbejde for eksempelvis kun at køre scooterintervaller, som rapporten nævner, at Fuglsang og Ferrari skulle have gjort.

- Hvis man er blevet trænet af Ferrari, så er det oplagt at tro, at der er noget galt, siger Chris Anker Sørensen.

Cycling Anti-Doping Foundation, der har bestilt den omtalte rapport, foreslår at foretage yderligere efterforskning af de involverede, men derudover ønsker CADF ikke at kommentere, hvad organisationen arbejder på.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra både Jakob Fuglsang og Astana.