Tour de France

1. etape - København > København | Tour de France 2021

Tour de France 1. etape 2021. Grand Départ Copenhagen Denmark 2021

1. etape af Tour de France 2021 er en 13 kilometer lang enkeltstart med start og mål i København. Se profil og læs analyse her.

  • Etapetype: Enkeltstart
  • Længde: 13 km
  • Etapen køres fredag 2. juli
TDF rute København
TDF 2019 Chris Anker Sørensen

Ligesom i 2017 skydes Tour de France i gang med en enkeltstart. Selvom Düsseldorfs gader er skiftet ud med Københavns, er der mange ligheder. Distancen er stort set den samme, Düsseldorf var én kilometer længere. Begge ruter er helt flade. Den svagt stigende vej fra Trianglen op mod Parken kan måske være irriterende på en Christianiacykel, men ikke på en toptunet enkeltstartscykel.

I København er rytterne også i læ for vinden på store dele af ruten. Vinden kan dog spille en rolle fra Kastellet og til Amalienborg og igen på Kalvebod Brygge. Hvis der er modvind på de to stykker, vil specialisterne have en større fordel, end de ellers har i forvejen.

Cykelekspert Rolf Sørensen og cykelkommentator Dennis Ritter besigtiger 1. etape af Tour de France 2021. Video: TV 2 SPORT

Den største forskel er egentlig, at enkeltstarten er lidt mere teknisk udfordrende i København. Her tænker jeg især på stykket fra Kastellet, og til Amalienborg Slotsplads er krydset. Her bugter vejen sig med nogle sving, der godt kan være lumske, og som skal tages lidt langsommere, end man lige kan tro ved første øjekast. Underlaget og størrelsen på vejen er jo heller ikke ligefrem nylagt tosporet motorvej.

Den omskiftelige danske sommer kan sagtens gøre, at nogle ryttere kører på knastørre veje og andre kører i regnvejr. På denne rute vil våde veje være en kæmpe ulempe. De fleste kan sikkert fortsat huske Valverdes voldsomme exit i Düsseldorf, hvor han oversatsede i et sving og gled med høj fart ind i barrieren.

Første etape af Tour de France er altid en kæmpe forløsning for rytterne. De har forberedt sig i måneder, og de sidste dage op til er ventetiden uudholdelig. Derfor er der så mange nerver på de første dage, og en skidt start på Tour de France kan være definerende for hele løbet. Se bare vores egen Jakob Fuglsang i 2019-udgaven, der i den grad kom skævt fra land.

På en enkeltstart opstår der nogle tidsforskelle. Klassementsfolk som Roglič, Dumoulin med flere skal tage tid til de lidt mere bjergstærke klassementsfolk som eksempelvis Bardet, Bernal og Pogačar. Selvom det "kun" er 13 kilometer, kan der alligevel tages noget tid.

Hvis vi igen sammenligner med Düsseldorf, tog den senere vinder af løbet, Chris Froome, tid fra de andre, der endte i topfem: 39 sekunder til Bardet, 40 sekunder til Aru, 51 sekunder til Uran og 56 sekunder til Landa. Jeg ved godt, det bliver meget spekulativt, men hvis vi trækker den tid fra, ville Urun kun have været tre sekunder efter i Paris i stedet for 54 sekunder.

Altså er resultatet af enkeltstarten med til at definere, hvordan man skal køre resten af løbet - om man skal i offensiven eller kan køre defensivt og afventende.

Etapens vigtighed for klassementet (1-5 stjerner)

TDF ratings 3 stjerne