Tour de France

Verdensmester drømmer 'inderligt' om deltagelse i dansk Tour-start

Mads Pedersen håber på succes som Trek-rytter i fremtiden, hvor han også sigter efter en udtagelse til Tour de France i 2021.

Han nyder tilværelsen i øjeblikket. Formentlig med lidt Middelhavsvind i håret, verdensmester-briller på, 24 år, og måske med et bogstaveligt 'Vi ses mit Dannebrog'.

Men for Mads Pedersen er der ikke én, men 1058 dage tilbage af kontrakten med Trek-Segafredo.

- Jeg kan godt lide at være her. Lige siden, jeg skrev min første kontrakt med dem for tre år siden, der har de troet på mig og støttet mig, siger Mads Pedersen til TV 2 SPORT.

Over telefonen fra træningsturen på Mallorca fortæller verdensmestren, at der var andre muligheder at overveje, men intet der reelt fik ham til at genoverveje fremtiden som rytter hos det amerikanske World Tour-hold, som nu har Pedersen på kontrakt til og med 2022:

- Hver gang faldt jeg tilbage på, at det, der gør mig gladest, er, hvad jeg har her. Så i sidste ende var det en nem beslutning.

Noget andet - også fremtidsrelateret - som glæder Mads Pedersen, er starten på Tour de France i 2021. Detaljerne for de tre etaper på dansk grund blev tirsdag præsenteret, og her fulgte den regerende landevejsverdensmester også med:

- Det ser yderst interessant ud. Specielt anden etape henover Storebæltsbroen - det skal nok blive spændende, siger Mads Pedersen, som har et indgående kendskab til mange af kilometerne på etapen fra Roskilde til Nyborg:

- Det er jo på mine normale træningsveje – lige udover Storebæltsbroen selvfølgelig. Det er meget sjovt, at et så stort løb, som jeg altid har fulgt i tv, lige pludselig kommer forbi på de veje, hvor jeg er vant til at befærde mig. Det er en da en speciel følelse.

- Jeg håber inderligt, at jeg får lov til at køre Tour de France i 2021.

På grænsen til folk ryger i havet

24-årige Mads Pedersen har boet en del år i Lejre, som 2. etape i 2021 kommer forbi. Til den tid er han og konen flyttet til Holbæk, men i fjordbyen vil der også være Tour-feber om halvandet år.

- Ruten kommer til at gå 200 meter fra vores nye hus. Det er meget fedt.

Når Dannebrog vajer til verdens største cykelløb, så håber Trek-rytteren, at gensynet med nationalflaget i vejkanten bliver som rytter.

- Det vil være ekstremt stort at få lov at køre Tour de France i Danmark og få lov at prøve det som dansker.

Efter VM-guldet i oktober mærkede Mads Pedersen selv den store danske interesse for cykelsport. I sommeren 2021 håber, han på en endnu større dansk cykelfest:

- Jeg glæder mig til at se, hvor mange mennesker der kommer til at stå ved vejene, når Tour-feltet brager forbi.

- Men jeg glæder mig allermest til Storebæltsbroen, uanset om det er som rytter eller seer, så bliver det super spændende. Det bliver helt klart en kæmpe faktor i Touren det år.

Der har været meget snak om vind på Storebæltsbroen. Håber du personligt på meget blæst?

- Det må gerne være lige på grænsen til, at folk ryger i vandet.

- Hvis vinden er der, så kan der virkelig blive skabt fordele. De drenge, der kører klassement, de kan både tabe og vinde Touren den dag, siger Mads Pedersen.

Tour-debut i år

Hvis den tidligere danske mester deltager i Tour de France i 2021, så har han måske en fordel på 2. etape.

- Nok mest i forhold til at kende vejene. Man ved, hvor små de er ved for eksempel Høve Stræde og Indelukke, så det er der selvfølgelig en fordel i. Men også det at vide, hvor slem blæsten kan være ved Storebæltsbroen.

- Det er ikke bare sidevind på selve broen. Det går også opad på første del. Der kan det være en fordel ved at være stedkendt, siger Mads Pedersen.

Han har endnu sin debut i Tour de France til gode, men det er planen, at regnbuestriberne skal vises frem ved det store franske etapeløb til sommer.

- Med mindre der kommer en skade eller noget sygdom lige op mod, så er det 99 procent sikkert, at jeg kører Touren, sagde Mads Pedersen til TV 2 SPORT tilbage i november.

Ellers er det i april, at verdensmesteren har sat de største krydser i kalenderen.

- Mit helt store mål er klassikerne, så der skal jeg være klar i de to og en halv uge, at de står på, siger Mads Pedersen, der skal i aktion fra start i klassikersæsonen. Den indledes af de belgiske løb Omloop Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne henholdvis lørdag og søndag.

- Jeg kører åbningsweekenden i slutningen af februar, og så kører jeg Paris-Nice og derefter er det forårsklassikerne derfra.

Mads Pedersen har tidligere vundet Paris-Roubaix for juniorer og blev i 2018 nummer to i seniornes Flandern Rundt.

På TV 2 SPORT kan man følge Mads Pedersen og de øvrige ryttere i blandt andet Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Se hele cykel-sendeplanen lige her.