Cykling

Cykelkomet var grædefærdig efter første sejr siden voldsomt Tour-styrt

Den belgiske cykelrytter Wout van Aert vandt lørdag sit første cykelløb efter sit voldsomme styrt under sidste års Tour de France.

Det såkaldte 'Krawatencross' er ikke verdens største cykelløb. Langt, langt fra endda.

Men for Wout van Aert vil det Belgiske cykelcross-løb nok altid stå som noget ganske særligt. Lørdag vandt den 25-årige belgiske cykelrytter nemlig sit første løb - Krawatencross - siden sit voldsomme styrt på 13. etape af Tour de France 2019.

Og det var en rørt belgier, der mødte pressen efter sejren.

- Det er ikke min største sejr, men den betyder alverden på sin helt egen måde. Sejren er en fantastisk belønning for mig. Det gør mig rørt.

- Det er et bevis på, at jeg stadig kan gøre det, siger Wout van Aert med tårer i øjnene ifølge det belgiske medie Wielerfliets.

Jumbo-Visma-rytteren var bare 1,1 kilometer fra at sætte den hurtigste tid på enkeltstarten på 13. etape af Tour de France 2019, men i et sving ramte Wout van Aert i høj fart et opstillet hegn og styrtede. Efter flere minutters behandling forlod Van Aert løbet i en ambulance.

Efterfølgende måtte han igennem en operation og overvinde dystre tanker om et muligt karrierestop, inden han lige før jul gjorde comeback i et cykelcross-løb.

Han har endnu ikke kørt et landevejsløb siden comebacket, hvor han istedet har brugt cykelcross til at komme tilbage i topform. Og lørdag sikrede han sig altså en afgørende succesoplevelse med sejren i Krawatencross. Et løb, der oven i købet blev kørt på Wout van Aerts hjemegn.

- Jeg havde en virkelig god fornemmelse fra start, og jeg har altid været ekstremt glad for det her område. Og jeg har bemærket, at folk faktisk sympatiserer endnu mere med mig efter mit store styrt. Den følelse er overvældende. Og det har hjulpet mig til at komme tilbage.

- I dag skubbede støtten mig frem til sejren. Jeg nød at komme "hjem", siger Wout van Aert til Wielerfliets.

Inden det alvorlige styrt i Tour de France sidste år nåede han at vinde 10. etape, ligesom han også var med til at vinde holdtidskørslen med Jumbo-Visma.

Derudover vandt Wout van Aert i 2019 det belgiske mesterskab i enkeltstart og to etaper i det franske etapeløb Critérium du Dauphiné, mens han i 2018 vandt Danmark Rundt.

Søndag venter så sæsonens sidste cykelcross-løb for den belgiske stjerne i svøb. Herefter bliver næste mål for Van Aert at gøre comeback i et landevejsløb, og han håber at være helt på toppen til Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

Wout van Aert er her fotograferet på 13. etape af 2019-udgave af Tour de France. Få kilometer senere styrtede han på dramatisk vis.