Cykling

Profil forlader Movistar efter langstrakt forløb

Andrey Amador forlader Movistar efter 11 sæsoner på det spanske hold. Miguel Riopa / Scanpix Denmark

Costaricanske Andrey Amador glæder sig til at få nye udfordringer efter 11 år på Movistar.

Efter måneders tovtrækkeri er Movistar og Andrey Amador nu blevet enige om at ophæve deres samarbejde.

- Tak til holdet for at have opfyldt min drøm om at køre i de største løb i verden, skriver Andrey Amador på Twitter.

Amador skifter med øjeblikkelig virkning til Team INEOS, som han har været rygtet til i flere måneder. Ved årsskiftet blev han sågar set i et sæt INEOS-tøj.

- Hvem ville ikke være begejstret for at skifte til INEOS? Jeg er virkelig glad for at blive en del af det her gode hold. Jeg har kørt for Movistar i hele min karriere, og jeg skylder dem en masse - men jeg følte, at det var tid til at søge ny motivation, siger Andrey Amador i en pressemeddelelse fra sit nye hold.

Den 33-årige costaricaner har primært kørt som hjælperytter på Movistar, der gav ham hans første professionelle kontrakt. Efter 11 sæsoner på det samme hold glæder han sig til nye udfordringer.

- Jeg fandt min anden familie, som jeg har givet alt for i cykelløbene. Men nu var det tid til at gå hver sin vej, skriver Andrey Amador i sit eget opslag på Twitter.

- Jeg er 33 år og har brugt næsten hele min karriere på dette hold og føler nu, at det er tid til nye udfordringer.

Andrey Amador var 22 år, da han i 2009 kom til Movistar, der den gang hed Caisse d’Epargne.

To kontrakter på samme tid

Skilsmissen mellem Andrey Amador og Movistar er ikke gået helt gnidningsfrit.

I forbindelse med VM i Yorkshire i september sidste år skrev det spanske medie Marca, at Andrey Amador havde skrevet kontrakt med Team INEOS, selvom han havde en kontrakt med Movistar indtil 2021.

Kort før nytår blev Andrey Amador så set cykle rundt i Team INEOS-tøj, og det pustede liv i konflikten igen.

Derfor blev sagen indgivet til den internationale cykelunion UCI, der skulle afgøre, hvilket af de to hold, costaricaneren skulle repræsentere.

Movistars direktør Eusebio Unzué sagde i den forbindelse, at de ikke ville give Andrey Amdor fra sig uden kamp.

- Vi vil ikke forhindre det, men de skal betale kompensationen, for sådan er loven. Konflikten har én løsning: Hvis du betaler, kan du skifte, sagde Eusebio Unzué den gang til La Confidencial.

Men nu er Movistar og Andrey Amador altså blevet enige om at ophæve samarbejdet.