Cykling

Ny sponsor til Dideriksens hold - men hun er ikke sikker på en plads næste år

Amalie Dideriksen er åben for sine muligheder efter 2020-sæsonen. Eric Gaillard / Scanpix Denmark

Det giver ro i maven hos Amalie Dideriksen, at hendes hold har fundet en ny sponsor.

Amalie Dideriksens hold, Boels-Dolmans, skifter navn fra næste sæson, når konsulentfirmaet SD Worx overtager hovedsponsoratet.

Dermed har det hollandske hold, der har toppet verdensranglisten de sidste fem sæsoner, sikret sin overlevelse til og med 2024.

- Det er rigtig fedt, at alt bagom er løst. Det giver bare en anden tryghed, at det fortsætter. Det ville være rigtig ærgerligt, hvis holdet skulle lukke, siger Amalie Dideriksen til TV 2 SPORT

Det er et rigtig godt tegn, at holdet er i stand til det

Amalie Dideriksen om holdets nye sponsorat

Da holdet ikke har haft den fremtidige økonomi på plads, har alle holdets ryttere kontraktudløb efter denne sæson. Derfor ved Amalie Dideriksen heller ikke, om hun er på holdet i 2021.

- Lige nu holder jeg alle muligheder åbne. Jeg ved jo heller ikke, hvad holdet vil endnu.

- Jeg starter mit sjette år på holdet, og jeg har haft det rigtig godt her. Men jeg har ikke taget nogen beslutning om fremtiden endnu, siger hun.

Amalie Dideriksen har kørt på Boel-Dolmans, siden hun i 2015 blev seniorrytter.

Godt tegn for kvindecykling

Flere af de største kvindelige cykelhold har mandlige overbygninger. Eksempelvis kører verdensmesteren Annemiek van Vleuten for Mitchelton-Scotts kvindelige World Tour-hold.

De hold kan drage fordel af sponsoraterne fra de mere promoverede mandlige hold. Men sådan en overbygning har Boels-Dolmans ikke.

Derfor ser Amalie Dideriksen det nye store sponsorat som et godt tegn for kvindecyklingen.

- Det er ikke nemt for kvindelige cykelhold at finde store sponsorere, så derfor er det også et rigtig godt tegn, at holdet er i stand til det, siger Amalie Dideriksen.

- Vi har været i toppen af ranglisten de sidste år, så hvis vi ikke kunne gå ud og finde en sponsor, hvem skulle så?

Forbereder sig til OL

Fredag skal Amalie Dideriksen mødes med resten af banelandsholdet, hvor de skal forberede sig til bane-VM.

Efterfølgende starter hun sin landevejssæson med Boels-Dolmans, men hendes store mål for sæsonen bliver til sommerens OL.

- Jeg håber rigtig meget på at køre omnium og parløb for Danmark. Det ville være kæmpestort, og det bliver mit store mål, siger Amalie Dideriksen.

VM i banecykling køres i Berlin fra 26. februar og kan ses på TV 2 SPORT.