Cykling

Asgreen spurtede med i sæsonens første løb: - Sprinter bliver jeg sgu aldrig

Kasper Asgreen blev nummer otte i sit forsøg på at spurte med om sejren i sit første løb i sæsonen.

Det var et mindre besynderligt syn, der udspillede sig, da første etape af det franske løb Tour de La Provence var nået til afgørelsens time.

Danske Kasper Asgreen kan meget på en cykel, men at sprinte har aldrig været et af de foretrukne kort. Alligevel var han med helt fremme, da massespurten skulle afgøres mellem de tunge sprintere.

Deceuninck - Quick Step har sendt et hold til Tour de La Provence uden en oplagt sprinter, og det åbnede en mulighed for holdets 25-årige dansker.

- Vi havde ikke nogen deciderede sprintere med, så jeg fik lov til at give det et skud. Jeg havde en god position, men jeg mistede hurtigt placeringer, da de tunge sprintere kom frem.

- Sprinter bliver jeg sgu nok aldrig. Der er lang vej endnu, siger Kasper Asgreen til TV 2 SPORT efterfulgt af et stort grin.

Selvom Asgreen er ydmyg omkring sine sprinterkvaliteter, var præstationen ikke helt ved siden af.

Han sluttede som den ottendehurtigste mand, hvor han samtidigt præsterede at krydse målstregen før landsmanden Magnus Cort, der sluttede som nummer 11.

Asgreen fortæller dog også, at det ikke var helt uden grund, han spurtede med om sejren. Den høje placering betyder nemlig, at holdet får lov til at starte længere fremme ved fredagens etapestart.

Se Asgreens forsøg på at sprinte med om sejren i videoen øverst i artiklen.

’Fedt at komme i gang’

Cykelsæsonen har ligget i vinterhi de seneste måneder, men nu begynder rytterne så småt at skulle vise sine ben frem på landevejene igen.

Etapen i det franske landskab var danskerens første løb siden oktober, hvor han sluttede 2019-sæsonen med Sparkassen Münsterland Giro i Tyskland.

- Det var fedt at komme i gang igen. Det gik rigtig godt. Formen er god, og det hele går som planlagt. Og benene havde det rigtig godt undervejs, siger Asgreen.

Torsdagens etape var den første af fire.

Fredag byder Tour de La Provence på et lidt bakket terræn, inden feltet lørdag blandt andet skal bestige det ikoniske Mont Ventoux, der også er kendt som det skaldede bjerg.

Du kan se hele løbet på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.