Cykling

Dansk stortalent på den ultimative udebane i Colombia Rundt

Mikkel Honoré under det colombianske løb. Dario Belingheri/Bettinifoto

En af dansk cykelsports store håb får netop nu et af sit livs mest eksotiske oplevelser som hjælperytter for Julian Alaphillippe i Colombia Rundt.

Du kender selvfølgelig Mads Pedersen, Jakob Fuglsang og Michael Mørkøv, men siger navnet Mikkel Honoré dig også noget?

Hvis ikke er det helt i orden, for den unge Deceuninck - Quick-Step-rytter fra Fredericia har netop i denne uge taget hul på sin kun anden sæson som professionel rytter.

Et ganske overraskende sted i verden ved flere cykelfans end forventet dog godt, hvem den høje, blonde dansker er – i Colombia.

Forventningsfulde colombianere glæder sig til at se deres helte.

Her er cykelfeberen en virus, der rammer de fleste, og i denne uge køres det største løb ikke bare i landet, men i hele Latinamerika: Tour Colombia.

Selvom cykelsæsonen dårligt er startet, er løbet fyldt til randen med stjerner: Bernal, Urán, Giro d’Italia-vinderen Carapaz, Aru, van Garderen og Alaphilippe. Og så på den lidt mindre klinge, Mikkel Honoré, der trods sin unge alder heller ikke kan gemme sig fra fansene:

- Vi ankom for to uger siden og har kørt igennem små landsbyer, hvor man nogle gange har fornemmelsen af at være 100 år tilbage i tiden, da folk hverken har tv eller net. Alligevel kender de mit navn, så man tænker, ”hvad fanden sker der lige her”, siger Mikkel Honoré til TV 2s udsendte, der har sat den unge rytter i stævne til en snak om egne ambitioner, og hvordan det er som dansker at cykle i et - i cykelsammenhænge - så mytisk land som Colombia.

Lige inden dette interview skal i gang, får TV 2 ved selvsyn bevist, at colombianerne kender den danske pedalatlet. To fans har sneget sig ind i receptionen på Quick-Steps rytterhotel og henvender sig forsigtigt til os for et billede - med Mikkel. Selvom han er i civil mondering, er de ikke i tvivl om, hvem af os, der er atleten.

Flere tusinder colombianere tog imod Mikkel Honoré og resten af Deceuninck-Quickstep-holdet ved søndagens præsentation.

Mikkel Honoré

Født 21. januar 1997 (23 år) i Fredericia.

Fik allerede i sin første sæson som professionel kørt Giro d’Italia, hvor han endte som nummer 101 i klassementet.

Har læst Aristoteles’ 'Staten' på italiensk, som han taler flydende. Derudover kan han begå sig på flamsk efter at have boet to år i Belgien, engelsk, lidt spansk og lidt tysk.

Er på Deceuninck-Quickstep holdkammerat med danske Kasper Asgreen og Mikael Mørkøv.

Bjergafslutning i 3290 meters højde

Team Quick-Step er et af seks Pro Tour-hold, der skal forsøge at fravriste de mange colombianske ryttere titlen. Mikkel Honoré kører på et stjernebesat hold med den colombianske sprinter Alvaro Hodeg, luxembourgske Bob Jungels og så den franske Vélo d’Or-vinder Julian Alaphilippe.

Sidstnævnte udråbes af flere medier som en kandidat til samlet vinder af det seks dage lange løb. Sidste år var Alaphilippe da også i førertrøjen til sidste etape, hvor han blev angrebet af colombianere til højre og venstre. Et scenarie, der gentog sig senere på året i Tour de France.

Det er dog primært for træningen, at Quickstep er her, understreger Mikkel Honoré:

- Vi vil altid gerne vinde, og Julian vil gå efter etapesejre, men det vigtigste er, at det er supergod højdetræning. Bare se på Alaphilippes sidste sæson, hvor han også startede her. Og det er ikke ligesom i Europa, hvor man cykler hen til bjergene. Du højdetræner allerede, når du er på flad vej, siger han med henvisning til, at løbet ikke på noget tidspunkt ryger under 2500 meter over jordens overflade.

Til sammenligning er toppen af et legendarisk Tour de France-bjerg som Col du Tourmalet 2100 meter over havets overflade.

Mikkel Frølich Honoré er i gang med sin anden sæson hos Deceuninck - Quick-Step.

Løbet er mindre hårdt end de to forrige udgaver, og først på sidste etape er der tale om en regulær bjergafslutning.

Den foregår lige uden for hovedstaden Bogotá i hele 3290 meters højde. Helt sikkert til Alpe d’Huez-lignende scener, når det angår opbakningen. Sidste år anslås det, at op mod fire millioner colombianere stod på det afgørende bjerg på den sidste etape.

Og fankulturen er en historie for sig. Rytterne blev ved søndagens holdpræsentation taget imod af tusinder af euforiske fans på den lokale bys fodboldstadion, og de gør hele forskellen, siger Honoré:

- Jeg har også kørt andre steder uden for Europa som Australien, Emiraterne og Kina, men der kører du oftest for tomme gader, og det giver bare et ekstra skud adrenalin, når der bliver heppet på dig. Julian (Alaphilippe, red.) kørte som franskmand 16 dage i den gule trøje i Touren sidste år. Alligevel var et af hans bedste minder fra 2019 en stigning i Medellín i Colombia Rundt, hvor der var flere mennesker end på Alpe d’Huez. Så tænker man "hold da kæft". Hvis selv han synes, det er specielt herovre, så er der noget ved det.

En dansk mini-Alaphilippe med OL-drøm

Mikkel Honoré lægger ikke skjul på, at det er noget særligt at køre med og for Alaphilippe i Colombia. Forholdet er godt, og de snakker om det meste: Damer, biler og cykelløb.

Lighederne er der også. De foretrækker begge lange, seje etaper – gerne med lidt højdemeter på, og Mikkel Honoré nævner selv sin udholdenhed som sin største styrke. En evne som Alaphilippe også har vist, at han mestrer.

Du lyder i ryttertype som en mini-Alaphillippe?

- Det kan man godt sige, selvom det selvfølgelig også kan virke åndssvagt at sammenligne sig med ham. Men på en måde minder jeg om ham, og han er en fantastisk holdkammerat, som jeg konstant lærer af.

Mesteren og lærlingen. Alaphillippe tager fokus fra Mikkel Honoré i baggrunden – lidt endnu.

Honorés helt store mål er at vinde en etape i en af de tre store Tours. For andet år i træk satser han på at køre Giro d’Italia, og om etapesejren kommer her, ved han ikke – men han håber det. Og så er der OL i Tokyo i sensommeren, som han beskriver som en ”fuldstændig vild ting og en stor ære at komme med til”. Han er dog realistisk:

- Chancerne er små, konkurrencen er stor.

Tiden efter Andreas

Et grumt styrt i januar har martret Mikkel Honores opstart. Ved en træning nær den italienske by Como bliver Honoré kørt ned. Mens bilisten tager flugten, mister Mikkel bevidstheden. 45 minutter går der, før han er i sikre hænder på et hospital.

- Jeg blev totalt chokeret. Da jeg igen vågnede, var det til konstant hovedpine, hjernerystelse og et behov for at sove 16 timer i døgnet. Så når man at tænke, om det nu er det hele værd?

Mikkel Honoré på hospitalet efter påkørslen.

Tour Colombia

3. udgave afvikles i år fra 11.-16. februar. Egan Bernal og Miguel Ángel Lopez vandt udgaverne i henholdsvis 2018 og 2019.

Løbet køres i et område nord for hovedstaden Bogotá og ærer både Egan Bernal og Nairo Quintana ved at have lagt de to rytteres fødebyer som målbyer.

I år deltager stjerner som Fabio Aru, Egan Bernal, Julian Alaphilippe, Rigoberto Uran og Richard Carapaz. Sidste år deltog Chris Froome og Nairo Quintana.

Ulykken sker godt et halvt år efter den største tragedie i nyere dansk cykelsport, da stortalentet Andreas Byskov Sarbo bliver påkørt og efterfølgende dør af sine skader ved en ulykke i Odder.

Og netop de mange – og alt for ofte fatale – ulykker ligger Mikkel meget på sinde. For hvor mange ryttere skal miste livet, før trafikkulturen bliver bedre?

Han begynder at remse beviserne for en trist tendens op og nævner i flæng Michele Scarponi, der mistede livet efter at have kollideret med en bil, Domenico Pozzovivo, der blev kørt ned i Syditalien i august sidste år og stadig genoptræner, Mikel Landa, der blev kørt ned til træning i forrige uge, og så danske Mathias Norsgaard, der blev ramt i Girona i december, og Rasmus Byriel, der blev ramt i sidste uge.

- Det er virkelig noget, jeg håber, der kommer mere fokus på. Andreas’ ulykke skabte et fokus herhjemme, men så blev jeg ramt i Italien, siger han og frygter, at alle lande skal have deres tragedier, før kulturen bliver ændret.

Ifølge Honoré bærer brugen af mobiltelefoner en stor del af af ansvaret for de mange ulykker:

- Hver anden eller tredje person, jeg kører forbi, sidder med en telefon i hånden, og det er noget, der giver flashbacks. Jeg er også mere påpasselig – og bange – for bilister, når jeg kører alene.

Ulykken, der endte med at koste Andreas Byskov Sarbo livet, kostede kvinden bag rattet en bøde på 1500 kroner. En dom, som den diplomatiske Mikkel Honoré nøjes med at karakterisere som ”grotesk”.

Flugtbilisten i Italien, der kørte Mikkel ned, er endnu ikke blevet fundet.

Mikkel Honoré sætter farten i feltet.

Motivationen i orden

Styrtet har sat Honorés forberedelser et stykke tilbage, og derfor er Colombia Rundt særlig vigtigt for formen. Og Mikkel hverken kan eller vil gemme sig i feltet.

- Vi har colombianske Alvaro Hodeg med på holdet. Han er stor i Europa, men herovre er han en superstjerne, der giver noget ekstra fokus på vores hold, fordi vi har en af heltene.

Så du kan ikke gemme dig?

- Så kommer der nok nogle sure colombianere, siger han med et smil.

Men er der virkelig ikke noget irriterende ved et løb så langt væk fra hjemmefra basen i Europa? Egentlig ikke:

- Løbet har indtil nu været organiseret rigtig godt. Det værste er tidsforskellen, når man skal ringe hjem, men så skal man heller ikke være kæreste med en cykelrytter. Og det er jo en gave at komme ud og opleve kulturer som her i Colombia, lyder det fra det 23-årige talent fra Fredericia.