Cykling

Fuglsang har ambitiøs målsætning efter suveræn sejr

Fuglsang sætter barren højt efter sin perfekte sæsonåbning og håber at kunne vinde lige så store løb, som han gjorde sidste år.

Jakob Fuglsang kan ikke vente med at komme på cyklen igen.

Den danske Astana-kaptajn genvandt søndag etapeløbet Ruta del Sol, og efter den afsluttende etape havde han allerede travlt med at se frem mod sæsonen, der venter forude.

- Jeg er virkelig glad for, at jeg kunne genvinde løbet her. Det er fantastisk at starte sæsonen ved at vinde dette løb igen. Sidste år havde jeg den bedste sæson i min karriere, og jeg håber, at gentagelsen af denne sejr betyder, at jeg kan gøre det samme igen, siger Fuglsang på Astanas hjemmeside.

Andre mål i 2020

Karrierens bedste sæson begyndte også med en sejr i Ruta del Sol og blev fulgt op af markant større resultater løb efter løb.

De store resultater stod nærmest i kø. Her blev det blandt andet til en sejr i Liege-Bastogne-Liege, etapesejr i Vuelta a España samt en samlet sejr i etapeløbet Critérium du Dauphiné.

- Jeg håber, det bliver en god sæson, og at starte med et godt resultat her giver mig selvtillid, og jeg kan nu arbejde hen imod mine næste mål, siger Jakob Fuglsang.

Hans løbskalender i år byder på andre løb og målsætninger end i fjor. I år skal Fuglsang til maj være kaptajn i Giro d’Italia, mens han går efter etapesejre i Tour de France, inden linljeløbet ved OL i Tokyo venter. Her går han efter at bytte sølvmedaljen fra Rio ud med guld.

Tæt på tredje etapesejr

Jakob Fuglsang viste sig som den klart stærkeste rytter i Andalusien, og søndag var han udover den samlede sejr tæt på at vinde sin tredje etape.

Det skete dog lige nøjagtig ikke, da danskeren kom i mål under et sekund efter Dylan Theuns på enkeltstarten. Det kunne måske være blevet til etapesejr, hvis Fuglsang havde gået benhårdt efter det.

- Det var selvfølgelig vigtigt for mig at forsvare trøjen, men med en så kort og intens enkeltstart skal du give alt, og jeg ville ikke tage for store risici på nedkørslen. Så jeg er virkelig glad for at slutte som nummer to (på etapen, red.), siger han.

Derfor måtte Fuglsang ”nøjes” med en samlet sejr, to etapesejre samt to andenpladser. Hans næste løb bliver klassikeren Strade Bianche efterfulgt af etapeløbet i Tirreno-Adriatico.

Sidste år blev han henholdsvis nummer to og tre i løbene, og til TV 2 SPORT fortæller han, at han går efter at forbedre resultaterne.