Cykling

Riis-rytter holdt løfte efter alvorlig påkørsel: - Et vigtigt øjeblik for mig

Domenico Pozzovivo er tilbage på WorldTouren, som han lovede, efter at han blev påkørt af en bil under en træningstur for godt seks måneder siden.

I skyggen af Chris Froomes comeback efter et alvorligt styrt under Critérium du Dauphiné sidste år vendte også Domenico Pozzovivo tilbage til cykelsportens øverste niveau søndag.

For begges vedkommende skete det i ørkenløbet UAE Tour.

- Jeg troede aldrig, at jeg ville komme tilbage så tidligt efter min ulykke, sagde Domenico Pozzovivo til VeloNews før 1. etape.

- Men jeg arbejdede så hårdt for at komme tilbage til det her. Det er mit første WorldTour-løb efter mit comeback, og det er et vigtigt øjeblik for mig.

Karrieren i fare

Pozzovivo blev påkørt af en bil under en træningstur nær sit hjem i det sydlige Calabria i Italien 11. august. Uheldet kostede den dengang 36-årige italiener en punkteret lunge, en brækket arm, et brækket ben og seks brækkede ribben.

Hans karriere var således i overhængende fare, også fordi han stod uden kontrakt fra i år, men i dagene efter påkørslen lovede han at vende tilbage.

- Nu tænker jeg allerede, at min karriere ikke kan slutte sådan. Jeg vil vende tilbage, sagde Domenico Pozzovivo fra hospitalssengen 14. august.

Comeback for nyt hold

Han måtte igennem fem operationer, et langt genoptræningsforløb og kontraktforhandlinger for at kunne holde sit løfte. 13.-16. februar kørte han sit comebackløb, ikke i Bahrain Meridas dragt, men for sit nye hold, NTT Pro Cycling, hvor Bjarne Riis er Team Manager.

Pozzovivo blev nummer 14 i klassementet i Tour de La Provence i det sydlige Frankrig.

- Jeg er stadig ikke kommet mig fuldt ud, men jeg arbejder på det. Jeg tror, at jeg med tiden vil være tilbage på mit sædvanlige niveau, sagde den nu 37-årige italiener til VeloNews søndag.

Til start i Giro d'Italia

Det er planen, at Pozzovivo skal køre klassement i Giro d'Italia. Og inden da stiller han til start i Tirreno-Adriatico og Liège-Bastogne-Liège.

I UAE Tour har han selskab af danske Michael Carbel, mens de to øvrige NTT-danskere, Michael Valgren og Andreas Stokbro, netop har overstået Tour des Alpes Maritimes et du Var.

Domenico Pozzovivo kom i mål med feltet på 1. etape af UAE Tour, der slutter lørdag. Hans kontrakt med NTT Pro Cycling udløber efter 2021-sæsonen.