Cykling

Corona-smittede italienere fører til aflysning af World Tour-løb

Feltet under fjerde etape af dette års UAE Tour. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

De sidste to etaper af UAE Tour er aflyst, efter at to holdmedarbejdere er testet positiv for coronavirus.

World Tour-løbet i cykling UAE Tour, der køres i De Forenede Arabiske Emirater, er aflyst med to etaper tilbage.

Det skete, efter at to italienske holdmedarbejdere fra et unavngivet hold er blevet testet positiv for coronavirus.

Det skriver organisationen bag løbet, RCS, i en pressemeddelelse ifølge flere medier.

- Beslutningen er blevet taget for at beskytte alle løbets deltagere. Sikkerheden har højeste prioritet, lyder det i en udtalelse fra Abu Dhabi Sports Council ifølge Emirates News Agency.

Danske Jonas Gregaard, Jesper Hansen, Michael Mørkøv, Michael Carbel, Asbjørn Kragh Andersen og Niklas Eg deltog i løbet.

Mørkøv forlod løbet efter onsdagens fjerde etape, som han gennemførte, for at deltage ved VM i banecykling i Berlin.

Alle rytterne skal testes

TV 2 SPORT har været i kontakt med Asbjørn Kragh Andersen torsdag aften.

- Vi har bare fået at vide, at der har været nogle personer med tilknytning til løbet, der er testet positiv for coronavirus, og det er derfor, at organisationen har valgt at aflyse løbet.

- Vi er selvfølgelig nødt til at forholde os til det. Organisationen tager bedst mulig vare på os, så vi er bare nødt til at acceptere de beslutninger, der bliver taget.

- Vi har vores eget doctorcrew og vores egen måde at gribe det an på. Vi vil gribe det an ved at blive på vores værelser, indtil vi ved mere. Organisationen er gået i gang med at teste alle omkring løbet. Alle skal igennem en test for at se, om de er smittet.

Flere deltagende hold og ryttere kommenterer aflysningen på Twitter. En af dem er stjernerytteren Chris Froome.

- Det er en skam, at UAE Tour er blevet aflyst, men folkesundheden må komme i første række, skriver briten, der stillede op i løbet for Team Ineos.

- Vi venter alle på at blive testet og bliver på hotellet, indtil andet bliver meldt ud. Jeg håber, at de ramte kommer sig hurtigt, og der ikke er andre smittede.

Ud over rytterne vil de forskellige holds ansatte også blive undersøgt. Det samme vil de personer, der står bag afviklingen af løbet.

Dermed blev kun fem af de syv planlagte etaper gennemført. Britiske Adam Yates (Mitchelton-Scott) lå øverst i klassementet efter torsdagens etape, som blev vundet af Tadej Pogacar.

Niklas Eg sluttede som bedstplacerede dansker i klassementet på 15.-pladsen, 3 minutter og 36 sekunder efter Adam Yates.

Italien er det land i Europa, hvor flest er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Torsdag lød den seneste opdatering fra Italien på en samlet dødstal på 17 personer som følge af coronavirus. Antallet af bekræftede tilfælde var på 650.

Langt de fleste tilfælde er i de nordlige regioner Lombardiet og Veneto.