Coronavirus

Dansk rytter indespærret - ser sig nødsaget til at aflyse sin søns barnedåb

Jesper Hansen. TV 2 SPORT

De sidste to etaper af cykelløbet UAE Tour blev aflyst torsdag aften, og snart seks dage senere er danske Jesper Hansen stadig fanget på sit hotel.

Spis, sov, se film, stræk ud og start så forfra.

Det kan lyde som en rigtig god ferie for mange efter en travl periode, men lige nu er det et hverdags-mareridt for danske Jesper Hansen, der er fanget på fjerde etage af et hotel i Abu Dhabi, De Forenede Arabiske Emirater.

Vi får leveret mad til værelserne. Det kommer i poser til døren

Jesper Hansen

Her er han indespærret sammen med mange andre fra cykelmiljøet på grund af frygten for udbredelse af coronavirus, og det ser ud til, han skal blive der til 14. marts.

- Det er virkelig sygt, og dagene er virkelig lange. Det er lidt uoverskueligt.

- Planen er, at jeg skal til Danmark. Jeg skulle egentlig have holdt barnedåb her på søndag for min søn, men det bliver jeg nok nødt til at aflyse, fortæller Jesper Hansen til TV 2 SPORT.

Positive tests og indespærret på fjerde etage

Den 29-årige Cofidis-rytter var en del af World Tour-løbet UAE Tour, der sent torsdag aften blev aflyst, efter at to italienske holdmedarbejdere fra et unavngivet hold blev testet positiv for coronavirus.

En lang række tests senere blandt de resterende hold fik mange lov til at rejse hjem, men holdene på fjerde etage skal forblive i karantæne. Det tæller de to franske mandskaber Cofidis og Groupama-FDJ samt russiske Gasprom-RusVelo. Holdet UAE Team Emirates besluttede derudover at forblive i frivillig isolation.

- Efter løbet blev aflyst, blev vi vækket natten til fredag midt om natten og skulle alle sammen testes. Så gik vi rundt i to dage, hvor alle sammen fra holdene spiste i den samme store spisesal og måtte gå frit rundt på hotellet. Så fik alle lov til at tage hjem undtagen os fra fjerde etage, fordi der var positive prøver eller nogen, der måske var positive.

Jesper Hansen skiftede op til 2019-20-sæsonen fra Astana til franske Cofidis.

- Men vi er blevet testet to gange nu alle os fra Cofidis, og det er de andre også, og der er ikke nogen positive prøver på vores hold. Men vi er lidt fanget alle sammen på den samme etage.

Indespærret på værelset

Tirsdag aften kom det så frem, at ministeriet for sundhed og forebyggelse i De Forenede Arabiske Emirater (MoHAP) har konstateret seks nye tilfælde af coronavirus, der associeres til cykelløbet UAE Tour.

- De seks individer inkluderer to russere, to italienere, en tysker og en colombianer, lyder det i udmeldingen fra MoHAP.

De har alle haft kontakt med de to personer, der i første omgang fik løbet aflyst. Det er dog uklart, hvorvidt der er tale om ryttere, holdmedarbejdere eller andre personer omkring løbet.

Heller ikke Jesper Hansen og Cofidis er blevet oplyst om, hvem de smittede personer er.

Får leveret mad i poser

Derfor er der også store frustrationer hos danskeren, der bruger det meste af tiden på sit værelse med holdkammeraten Natnael Berhane fra Eritrea.

- Det er godt nok træls for at sige det mildt. De siger, vi skal blive på vores værelser, og vi ikke må gå rundt, men når vi har brug for vand og nye håndklæder, skal vi selv hente det ude ved elevatorerne ude i et fællesrum, hvor alle de andre også går rundt. Så det er ikke, fordi man føler sig beskyttet fra at blive syg, for vi går rundt sammen med alle de andre på samme etage.

Jesper Hansen har ikke meget at smile af i disse dage.

Hvad får du en dag til at gå med?

- Vi får leveret mad til værelserne. Det kommer i poser til døren, så får vi morgen-, middag- og aftensmad. Så går hele dagen ellers med at se film på computeren, læse nyheder på telefonen og lave lidt udstræk og core-træning. Så det er nogle meget lange dage, forklarer Jesper Hansen og slår fast, at han som sådan ikke er bange for selve fænomenet coronavirus.

- Nej, jeg er egentlig mest nervøs for at skulle være her i længere tid. Hvis man bliver smittet, skal man jo være her i endnu længere tid. Så det er ikke, fordi jeg er bange for sygdommen. Når man er ung og frisk, som vi er på holdet, så rammer det ikke så hårdt. Vi har også hørt, de, der har været syge, bare har haft lidt feber, og det har været det.

Vi har ingen cykler, hometrainere eller noget som helst. Man ligger bare i sengen hele dagen og kommer i dårlig form

Jesper Hansen

Forårssæsonen i fare

Af ukendte årsager - også for Jesper Hansen og holdet selv - kan holdets ryttere ikke få adgang til deres cykler, der står et andet sted på hotellet. Derfor ser han ud til at skulle bruge yderligere ti dage på sit værelse uden en cykel, hvilket kan få stor indflydelse.

- Jeg kommer ikke til at kunne træne i over 14 dage, og mit næste løb er Catalonien Rundt, der starter om to en halv uge (23. marts, red.), men hvis jeg kommer til at være her til 14. marts, når jeg ikke at blive klar til det. Så det kommer til at påvirke en hel forårssæson.

Har I fået at vide, hvorfor I ikke må få cykler op på værelserne?

- Nej, jeg ved ikke rigtig hvorfor. Vi har spurgt, men tingene tager bare lang tid her. Det er ligesom, det skal komme oppe fra det allerøverste, om man må ting, og så ved jeg ikke, hvor mange mennesker det skal igennem, før det når op til dem. Vi har ingen cykler, hometrainere eller noget som helst, så vi kan ikke rigtig lave noget. Man ligger bare i sengen hele dagen og kommer i dårlig form.

Cofidis har anmodet om flytning

Det franske hold Cofidis har anmodet om at blive flyttet til en anden etage, så de undgår at gå rundt blandt andre potentielt smittede personer, men det er ikke blevet til noget endnu.

Efter de nye, positive prøver tirsdag er seneste melding i stedet, at alle ryttere skal have taget yderligere to prøver, så de i alt når op på fire prøver. Fremtidsudsigterne er derfor dystre.

- Hvis der kommer til at gå to døgn med hver prøve, så kan det tage lang tid. For de sagde, vi måske kan være heldige at komme hjem efter den fjerde prøve, hvis den også er negativ, konstaterer en skuffet Jesper Hansen, der prøver at finde opmuntring i kontakten med familien via sociale medier.

- Det er via Facetime, hvor man kan snakke et par gange i løbet af dagen. Det er også hårdt, at man ikke kan komme hjem til dem.

I den kommende tid venter desuden store italienske løb som Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Milano-San Remo. Her har danskerholdet EF anmodet om lov til at trække sig.