Cykling

Ineos trækker sig midlertidigt fra alle cykelløb

Team Ineos holder pause fra alle løb i kølvandet på sportsdirektørs død og usikkerhed om coronaspredning.

Cykelholdet Team Ineos trækker sig fra alle løb frem til Catalonien Rundt, der begynder 23. marts.

Det oplyser det britiske storhold i en pressemeddelelse.

Dermed kommer Ineos ikke til start i store forårsløb som Strade Bianche, Milano-Sanremo, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice, forudsat at løbene bliver afviklet som planlagt.

Årsagen til den drastiske beslutning er usikkerhed omkring udviklingen af coronavirus, ligesom holdet er rystet over sportsdirektør Nicolas Portals pludselige død tirsdag.

- Dette er et trist øjeblik for alle på holdet. Vi har mistet en, vi elskede højt, og alle sørger over Nico, siger holdchef David Brailsford.

Nicolas Portal døde i en alder af 40 år efter at være blevet ramt af hjertestop.

'Vi skal passe på rytterne og ansatte'

Spredningen af coronavirus har skabt stor usikkerhed i hele cykelsporten, hvor rytterne rejser Europa tyndt og kører i mange forskellige lande.

Vi ønsker ikke at komme i en situation, hvor vores ryttere potentielt bliver smittet eller kommer i karantæne

David Brailsford, teamchef hos Ineos

Det er en medvirkende årsag til, at Ineos ligesom andre hold har valgt at trække stikket.

- Cykling er en utrolig mobil sport. Vi har pligt til at passe på vores ryttere og ansatte, men også de mennesker, der bor i de områder, hvor vi kører.

- Vi ønsker ikke at komme i en situation, hvor vores ryttere potentielt bliver smittet eller kommer i karantæne, som det allerede er sket, lyder det fra Brailsford.

Et internationalt logistisk puslespil

På Ineos-holdet finder man flere af cykelsportens allerstørste navne, deriblandt tre Tour de France-vindere i form af Chris Froome, Geraint Thomas og Egan Bernal.

Holdet råder også over Michal Kwiatkowski, der i sin karriere har vundet såvel Milano-Sanremo som Tirreno-Adriatico og Strade Bianche.

Med beslutningen følger holdet i hælene på et andet World Tour-hold, Mitchelton-Scott, der udsendte en lignende meddelelse tidligere onsdag.

- Vi er del af et internationalt logistisk puslespil, hvor medarbejdere og ryttere rejser mellem forskellige lande med forskellige sundhedssystemer og strategier omkring coronavirus.

- Konstant rejseaktivitet vil øge sundhedsrisikoen og gøre styring af logistikken, potentielle karantæneperioder og så videre ekstremt vanskelig, lyder det fra det australske hold, der har danske Christopher Juul-Jensen i staben.