Coronavirus

World Tour-løb aflyst: Frygter coronavirus

Julian Alaphilippe (tv.) og Jakob Fuglsang side om side i Strade Bianche 9. marts 2019. Marco Bertorello / Ritzau Scanpix

Det italienske cykelløb Strade Bianche, der skulle køres lørdag, aflyses grundet frygt for spredning af coronavirus.

Strade Bianche køres alligevel ikke i 2020.

Lørdagens italienske World Tour-cykelløb er blevet aflyst på grund af frygt for spredning af coronavirus.

Det skriver flere medier og det franske cykelhold AG2R, der skulle have deltaget i løbet.

AG2R oplyser desuden på Twitter, at man efter aflysningen af Strade Bianche har valgt at droppe de italienske løb Tirreno-Adriatico og Milano-Sanremo. Begge løb skal efter planen finde sted midt i marts.

- Sportslige interesser må ikke overskygge hverken påpasselighed eller viden, når det kommer til menneskers helbred, udtaler team manager Vincent Lavenu.

Strade Bianche kan betegnes som en nyklassiker. I 2019 blev Jakob Fuglsang nummer to efter Julian Alaphilippe. Tidligere har Tiesj Benoot, Michal Kwiatkowski og Fabian Cancellara vundet løbet.

Flere hold trækker sig

I de seneste dage har flere World Tour-hold meldt ud, at de trækker sig fra kommende løb på grund af frygten for coronavirus. Blandt andet britiske Team Ineos, der ikke vil køre løb før 23. marts.

Torsdag meddelte Astana ligeledes, at holdet trækker sig fra alle løb frem til 20. marts.

Modsat har Bjarne Riis' NTT-mandskab slået fast, at holdet "stadig har i sinde at fuldføre de kommende løb".

- Vi er i løbende kontakt med løbsarrangørerne og relevante myndigheder og tager imod råd og vejledning fra dem, skriver holdet på Twitter.

Italien er det land i Europa, der er hårdest ramt af coronavirus, hvor over 100 er døde af sygdommen covid-19.

Onsdag besluttede den italienske regering, at alle sportsbegivenheder i landet frem til 3. april skal afholdes uden tilskuere.