Cykling

Arrangører aflyser italienske World Tour-løb

Julian Alaphilippe vandt Milano-Sanremo i 2019. (Arkivfoto) Anne-christine Poujoulat / Ritzau Scanpix

Frygt for spredning af coronavirus får RCS Sport til at aflyse løbene Milano-Sanremo og Tirreno-Adriatico.

World Tour-løbene i cykling Milano-Sanremo og Tirreno-Adriatico, der skulle være kørt senere i marts, er blevet aflyst.

Det meddeler arrangørerne fra RCS Sport på Milano-Sanremos hjemmeside.

Milano-Sanremo stod til at blive kørt 21. marts, mens etapeløbet Tirreno-Adriatico skulle være afviklet fra 11. til 17. marts.

Desuden er etapeløbet Giro di Sicilia, som skulle være kørt fra 3. til 6. april, blevet aflyst.

I forvejen var endagsløbet Strade Bianche blevet aflyst. Det skulle efter planen være kørt lørdag.

Læger appellerede til aflysninger

Milano-Sanremo er det største af de aflyste løb. Det er et af cykelsportens fem monumenter og det eneste, som veteranen Philippe Gilbert ikke har vundet.

Den 37-årige cykelrytter havde udset sig årets udgave af Milano-Sanremo som et af sæsonens helt store mål for at få fuld plade blandt monumenterne.

14 læger fra 11 professionelle cykelhold sendte tidligere på ugen et brev til løbsarrangørerne ASO og RCS Sport samt Det Internationale Cykelforbund (UCI) for at få dem til at aflyse de italienske løb.

Italien er det europæiske land, der er hårdest ramt af udbruddet af coronavirus.

Flere end 3000 personer er blevet smittet i landet, og omkring 150 mennesker har mistet livet som følge af smitten.

Flere hold dropper Paris-Nice

Næste løb i World Tour-kalenderen er etapeløbet Paris-Nice, der efter planen skal starte på søndag og slutte ugen efter.

På forhånd har en række hold imidlertid meddelt, at de ikke ønsker at stille op i løbet på grund af coronasituationen i Europa.

Det drejer sig om holdene Astana, Ineos, CCC, Mitchelton-Scott og UAE, der har valgt at holde en løbspause i den kommende tid.

I sidste uge blev de sidste to etaper af UAE Tour aflyst, efter at der var konstateret coronavirus på et hold.

To italienere fra staben på et af holdene var smittet med coronavirus, og tirsdag kom det frem, at yderligere fire personer, der var en del af løbet, er smittet.