Cykling

Oleg Tinkov sigtet for skattesnyd - risikerer seks års fængsel

Han risikerer seks års fængsel og bøder. Olga Maltseva / Scanpix Denmark

Den tidligere cykelholdejer Oleg Tinkov risikerer fængsel for forfalskede indberetninger til skattevæsenet.

Rigmanden Oleg Tinkov er sigtet for skattesnyd i USA. Det meddeler USA's justitsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den russiske forretningsmand, der står bag virksomheden TCS Group, er blevet sigtet for to tilfælde af forfalskede indberetninger til skattevæsenet.

Ifølge ministeriet har han skjult værdier og indkomst for en milliard dollar (6,8 milliarder kroner), da han gav afkald på sit amerikanske statsborgerskab i 2013.

Han risikerer maksimalt seks års fængsel og bøder.

Anholdt i London

I sidste uge blev han anholdt i London, men ifølge TCS blev han løsladt mod kaution. Nu drøftes processen for udlevering af russeren.

I Danmark er Oleg Tinkov nok mest kendt for sin periode på cykelholdet Saxo-Tinkoff, der siden skiftede navn til Tinkoff.

Forretningsmanden gik først ind som sponsor for Bjarne Riis' daværende Team Saxo Bank i sommeren 2012.

Efter 2013-sæsonen købte Tinkov World Tour-licensen af Riis og drev holdet videre frem til 2016, hvor det gik i opløsning.