Cykling

Tysker slider sig til åbningssejr i regnvåd Paris-Nice

Maximilian Schachmann kom buldrende bagfra og indhentede stærk frontduo på 1. etape af Paris-Nice.

Det franske etapeløb Paris-Nice blev søndag skudt i gang med en sejr til tyske Maximilian Schachmann.

Den 26-årige Bora-rytter afgjorde sagen på 1. etape i en spurt med Julian Alaphilippe (Quick-Step), Dylan Teuns (Bahrain-McLaren) og Tiesj Benoot (Lotto Soudal).

På opløbsstrækningen signalerede tyskeren, at han ikke havde flere kræfter at køre med. Men det viste sig at være rent skuespil, da han kort efter trådte væk fra konkurrenterne.

Gennem det meste af dagen var der dog ikke meget, der tydede på, at Schachmann skulle ende med at hæve armene i triumf i start- og målbyen Plaisir.

Hentede frontgruppe få kilometer før mål

I en spektakulær afslutning efter et drænende cykelløb over 154 kilometer kæmpede Schachmann og Teuns sig op til Alaphilippe og Benoot på etapens sidste stigning.

Alaphilippe og Benoot havde på det tidspunkt siddet fremme i små 30 kilometer i det, der lignede et afgørende udbrud.

Med regnen og kulden stående direkte ind i ansigterne havde de opbygget et forspring, der længe havde ligget på omkring 30 sekunder.

Nede bagved i den store gruppe på omkring 35 mand havde holdene svært ved at finde ind i et organiseret samarbejde.

Dansker forsøgte angreb

Kortvarigt forsøgte Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation) at kæmpe sig op til duoen, men danskeren blev suget tilbage på ingen tid.

Med 15 kilometer tilbage var det som om, at troen forsvandt i den store forfølgergruppe, og Alaphilippe og Benoot havde pludselig 45 sekunder ned. Det lignede en resignation.

Men så kom der alligevel fart i den store gruppe, og forspringet til frontduoen blev stille og roligt ædt op.

Den mulighed udnyttede Maximilian Schachmann på fornem vis til at sikre sig årets første sejr.

Paris-Nice består af otte etaper og slutter på næste søndag i Nice.