Cykling

Astana har ikke udbetalt løn i 2020

Jakob Fuglsang og resten af Astana-holdet har ikke fået udbetalt løn til tiden i 2020.  Ander Gillenea / Ritzau Scanpix

Der er endnu en gang bøvl med at udbetale lønnen til de ansatte på cykelholdet Astana. Det bekræfter holdejer Alexandre Vinokurov.

Jakob Fuglsang, Jonas Gregaard og resten af Astana-holdet har ikke fået udbetalt løn for januar og februar.

Tirsdag formiddag erfarede det spanske medie AS, at både ryttere og stabsmedlemmer endnu ikke har fået penge på kontoen i dette årti. En historie, som holdejer Alexandre Vinokurov få timer efter bekræftede.

- Vi kan bekræfte, at Astana Pro Team ikke har været i stand til at betale alle lønninger i 2020 endnu. Betalingen er delvist gennemført, siger holdejer Alexandre Vinokurov i et statement ifølge Cyclingnews.

- Vi vil også bekræfte, at hele budgettet fra vores hovedsponsor Samruk Kazyna er gået succesfuldt igennem.

I samme ombæring understreger holdejeren, at der ikke er grund til bekymring, fordi hovedsponsoren igennem 15 år altid har betalt de nødvendige bidrag.

- Da vi bliver sponsoreret af en officiel statsorganisation, vil der nogle gange blive forsinkede udbetalinger, fordi den administrative behandling er langsom, forklarer Alexandre Vinokurov.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Astanas team manager, Dmitrij Fofonov, der ikke mener, der er grund til bekymring.

- Alt er godkendt og budgettet er på plads. Alt vil blive betalt inden for kort tid. I politik er alting mere kompliceret, end når man arbejder med en privat sponsor, lyder det fra Fofonov.

Jonas Gregaard oplyser ligeledes til Ekstra Bladet, at han har fået sin løn, men at der har været en forsinkelse.

I 2018 var der også problemer

Det er ikke første gang, Astana er i vælten på grund af økonomiske problemer.

I 2018 var holdets sportsdirektør Alexandre Vinokourov ude at sige, at holdet var lukningstruet.

Astana er nemlig støttet af den kasakhiske stat, og dengang var der problemer med at få udbetalt de penge, der skulle tikke ind fra staten.

- Vi bruger opsparingen til at komme til løb, men rytterne kommer ikke til at få deres løn. Omkostningerne er presserende – enhver udsættelse af finansiering vil simpelthen stoppe holdets arbejde forud for de vigtigste løb i sæsonen.

- Det vil føre til en lukning af projektet efter 13 år, udtalte Vinokourov ifølge det kasakhiske medie Vesti i sin tid.

TV 2 SPORT har uden held forsøgt at få en kommentar fra holdets danske ryttere Jakob Fuglsang og Jonas Gregaard.