Cykling

Riis-rytter vinder 2. etape – danskere med helt fremme i Paris-Nice

Giacomo Nizzolo vandt 2. etape af Paris-Nice efter tæt spurt, hvor Mads Würtz Schmidt kæmpede med om sejren.

Italieneren Giacomo Nizzolo snuppede sejren på 2. etape af Paris-Nice. NTT-rytteren spurtede sig til sejren i en tæt spurt, hvor et mindre felt kæmpede om podieplaceringer.

Heriblandt var også Mads Würtz Schmidt (Israel Start-Up Nation), der kom godt frem på de sidste meter, men måtte nøjes med en sjetteplads.

Han lagde sig bagest i gruppen før finalen og nåede ikke helt frem i opløbet.

- Det var en fed finale. Jeg troede på podiet, men da jeg var på vej frem, ramte jeg noget ujævn asfalt. Men jeg er glad for præstationen. Jeg var med, hvor det var sjovt, siger Mads Würtz Schmidt til TV 2 SPORT.

Det forreste felt var større, da det ramte de sidste fem kilometer. Verdensmester Mads Petersen trak feltet et godt stykke, men måtte slippe de forreste, da der resterede omkring to kilometer.

Så var der serveret for sprinterne, og Nizzolo holdt lige akkurat den tyske Bora-rytter Pascal Ackermann på andenpladsen bag sig. Belgieren Jasper Stuyven (Trek) sluttede som treer.

Tyske Maximilian Schachmann (Bora), der vandt 1. etape søndag, ligger nummer et i den samlede stilling.

Sådan ser klassementet ud efter 2. etape i Paris-Nice.