Cykling

- Det er en af de største, siger Søren Kragh om etapesejr

Søren Kragh Andersen var meget glad efter etapesejren i Paris-Nice, og hans enorme fart imponerende efterfølgende også cykeleksperter.

Søren Kragh Andersen var hurtigst på onsdagens enkeltstart i det traditionsrige etapeløb Paris-Nice.

Danskeren var fem sekunder hurtigere end Maximilian Schachmann fra Bora-Hansgrohe og tolv sekunder hurtigere end landsmanden Kasper Asgreen på tredjepladsen.

- Det er en af de største, siger Søren Kragh til TV 2 SPORT om sejren.

- Jeg er rigtig glad for at vinde i dag. Det føles lige, som det skal. Jeg er super glad.

Ekspert: Han har kørt latterligt stærkt

Temporytteren kørte de 15,1 kilometer på 18 minutter og 51 sekunder. Knap halvvejs var han syv sekunder langsommere end Schachmann, men han fik altså på de sidste otte kilometer hentet tolv sekunder og dermed etapesejren.

Og det var faktisk lige efter planen. Det mener Søren Kragh Andersens sportsdirektør Matt Winston.

- Vi havde en plan om at holde os til lidt tilbage i første halvdel, og så kører så hårdt som muligt i anden del. Han gjorde det fantastisk. Vi vidste, han havde det i sig, og i dag faldt alting i hak for ham. Han fortjener det, siger han.

Umiddelbart efter etapesejren var TV 2 SPORTs ekspertkommentatorer også fulde af begejstring over resultatet.

- Det er stor klasse, lød den umiddelbare reaktion fra kommentator Rolf Sørensen.

- Hold nu op, hvor har han kørt stærkt hjemover. Det er helt latterligt. Jeg er sikker på, at Schachmann og hans sportsdirektør ikke kan forstå det, kom det fra Chris Anker Sørensen.

Således ser klassementet ud efter onsdagens etape.

Nummer to i klassementet

Den fornemme etapesejr betyder, at den danske Sunweb-rytter rykker helt op som nummer to i den samlede stilling efter netop Maximilian Schachmann.

58 sekunder skiller de to ryttere ad før løbet sidste fire etaper.

Ifølge Søren Kragh spiller placeringen dog ingen rolle for hverken ham eller Sunweb-holdet.

- Jeg tror, vi skal bruge det som en del af taktikken i resten af løbet. Det vigtigste er, at jeg vandt i dag, siger han.