Coronavirus

Danskerhold trækker sig fra Paris-Nice - det glæder Mads Würtz

Mads Würtz Schmidt var skuffet over sin præstation på 4. etape af Paris-Nice, der var en enkeltstart. Alain Jocard / Ritzau Scanpix

Israel Start-Up Nation har valgt at trække sig fra Paris-Nice, før løbet ellers er færdigkørt.

6. etape af Paris-Nice blev den sidste for Mads Würtz Schmidt og holdet Israel Start-Up Nation.

Holdet har valgt at trække sig fra løbet umiddelbart efter fredagens etape af frygt for coronavirussen. Det skriver holdet på det sociale medie Twitter.

Og det er en beslutning, der glæder holdets danske rytter, Mads Würtz Schmidt.

- I sådan en situation synes jeg bare, at det gælder om at bruge sin sunde fornuft. Det gjorde vi heldigvis på vores hold, siger Mads Würtz Schmidt til TV 2 SPORT.

Har været bekymret

Israel Start-Up Nation-rytteren nåede at køre seks etaper i løbet. Han sad blandt andet med i den absolutte finale på 2. etape.

Alligevel er der noget, der har fyldt mere. Nemlig frygten for coronavirussen.

- Jeg har været bekymret. Jo længere tid vi drøner rundt og laver alt muligt, jo større er risikoen for, at vi får det og bringer det videre til nogle andre.

Her tænker han særligt på, at cykelryttere er ekstra udsatte.

- Vi er jo nogle ret skrøbelige mennesker, os cykelryttere. Vi har nemt ved at blive syge, så vi er altid ekstra opmærksomme på ikke at blive syge.

En fælles beslutning

Danskeren kunne ligeledes fortælle, at der på holdet har været en god dialog om, hvad de skulle gøre.

- Vores ejer og administrerende direktør besluttede, at det var op til os selv, hvad vi ville. Så vi tog en fælles beslutning på holdet om at køre 6. etape og så smutte hjem, fortæller han.

Mads Würtz Schmidt rejser i første omgang til Spanien, hvor han vil forsøge at blive testet for coronavirus. Det sker efter opfordring fra holdet og en bekymring fra danskerens side.

Paris-Nice slutter med 7. etape lørdag, efter at det fredag blev besluttet at droppe søndagens 8. og sidste etape.

Bahrain McLaren-holdet trak sig inden fredagens etape.