Den colombianske armada dominerer cykelsporten

16x9
Der har været god grund til at smile for Nairo Quintana i de senest par måneder. Foto: Sebastien Nogier / Ritzau Scanpix

KLUMME:

Selvom sæsonen lige nu er blevet sat på pause, har vi allerede fået meget underholdning med fra den indtil nu.

Da rytterne kørte over stregen på 7. etape af Paris Nice lørdag, så vidste de fleste nok godt, at der vil gå et stykke tid, indtil de kunne tage numrene på ryggen igen. Dagen efter, søndag den 15. marts besluttede UCI da også at suspendere alle cykelløb frem til den 3. april.

Om perioden bliver forlænget? Der kan dit gæt, kære læser, være lige så godt som mit, men mest realistisk er det dog nok, at den bliver forlænget. Direktøren for ASO, Christian Prudhomme, har jo allerede aflyst Paris-Roubaix, Fleche-Wallone og Liege-Bastogne-Liege. Giroen bliver rykket, og en ny startdato er endnu ikke fastlagt. Så vi er helt fremme ved juni måned, før vi kan finde en måned fri for aflysninger.

Colombianerne kan jo næsten komme til at træde hinanden over træerne

Chris Anker Sørensen

Dermed kan det være svært at kigge frem imod noget. Har jo også læst om flere ryttere, som er frustreret over situationen. Som cykelrytter er du vant til, at du, lige så snart du er klikket ud af pedalen til et cykelløb, kan kigge du frem imod næste.

Egentlig vildt at tænke på, hvor mange gange jeg har stået fuldstændig smadret nede på Promenade des Anglais i Nice efter otte hårde etaper af Paris-Nice. Jeg har nærmest ikke haft kræfter til at gå hen til bilen, der skulle bringe mig hjem med min kuffert. Alligevel tænkte man allerede på, hvilken træning man skulle lave i ugens løb for at blive klar til Volta Catalunya.

Colombia 21

Belgien, Australien og Frankrig 13

Italien 12

Tyskland 10

Holland 7

Danmark 6

Spanien 5

Storbritanien og Slovenien 4

Costa Rica 3

Irland, Eritrea og Norge 2

Tjekkiet, Estland, Portugal, Japan, Ethiopien og Rusland 1

Colombia dominerer

Lige som rytterne ikke rigtig ved, hvad de skal kigge frem imod, så ved jeg det jo heller ikke. Derfor har jeg valgt at kigge lidt tilbage på, hvad sæsonen har budt på indtil videre. For én ting er, at vi selv her i Danmark synes, det går vildt godt med dansk cykling. Men afspejles det også i statistikken for antal sejre?

Jeg har valgt at kigge på sejre fra ryttere på World Tour og Pro Tour-teams og ikke medregnet nationale mesterskaber. Som man kan se i boksen her ved siden af, så går det jo rigtig godt for dansk cykling. Vi ligger lige efter Holland og foran store nationer som Spanien og Storbritannien. Det, der dog springer mest i øjnene, er den colombianske dominans. Man skal jo lægge Spanien, Storbritanniens og Italiens sejre til sammen for at komme op på lige så mange sejre.

Jeg kan sagtens huske de colombianske cykelryttere fra min barndom, hvor jeg sad klistret til skærmen og fulgte Tour de France. Noget af betagelsen kom nok fra Jørgen Leths malende beskrivelse af de colombianske indianere, der kastede sig ud i vilde angreb, imens Indurain sad bagved og jagtede som en kanariefugl i bjergene i et bur af Banesto-folk. Dengang kæmpede de i den grad med det, når feltet var nede i det flade terræn, og på enkeltstarterne var det for de flestes vedkommende heller ikke særligt kønt.

I dag er det dog helt anderledes. Den lille Sergio Higuita sad jo imponerende godt med i sidevinden i Paris Nice og gav endog Pascal Ackermann en 'vinge' undervejs. Det kræver alt andet lige en stor portion selvtillid at at skubbe til en mand, der er væsentlig højere end en selv og 20 kilo tungere.

Quintana er genfødt

En anden colombiansk cykelrytter, der må have fået stor selvtillid, er Nairo Quintana.

Han virker som genfødt efter skiftet til det franske hold Arkéa-Samsic. Tre etapeløb har han kørt, de to blev vundet, og det blev til en sejr på kongeetapen i det tredje. Han har vundet de to store bjergafslutninger, han har deltaget i, først i Tour de Provence, hvor han vandt på Chalet Reynard, og siden på Valdeblore La Colmiane i Paris Nice.

Man kan selvfølgelig sige, at i begge løb var konkurrencen ikke den allerskrappeste af sin slags, da der manglede de fleste af dem, han skal konkurrere med i Tour de France. Han slog dog nogle rigtig gode ryttere, og han slog dem eftertrykkeligt.

Derudover er det et faktum, at han kørte nogle imponerede tider. Senest i Paris Nice, hvor han slog Simon Yates' tid fra 2018-udgaven med hele to minutter. Og det skete efter en alt andet end let etape. Jeg tjekkede Thomas de Gendts wattfil igennem, og han kørte næsten de samme watt som i sin flotte solosejr i sidste års Tour de France.

Colombianere kan kæmpe mod hinanden

Med til historien skal det dog siges, at Nairo Quintana havde noget bedre vejrforhold. Det var en kold og halvvåd dag i 2018, og i 2020 var der høj solskin og behagelige temperaturer. Stadigvæk har Nairo Quintana kørt sig i stilling, som en man skal tage overordentlig seriøst i forhold til det endelige podium i sommerens Tour de France.

Colombianerne kan jo næsten komme til at træde hinanden over træerne i etapeløbene, når cykelsæson igen tager fat, med ryttere som Egan Bernal, Miguel Ángel López, Sergio Higuita, Daniel Felipe Martinez, Rigoberto Uran og så Nairo Quintana.

Udover dem kunne man sagtens nævne mange flere navne. Colombia er i den grad en magtfaktor i moderne cykelsport, og det tyder på, at de bliver ved med at producere talenter i en fart, så selv Theodor Felgen må opgive at holde trit.