Coronavirus

Cykelsporten kan kollapse uden Tour de France, mener holdejer

Patrick Lefevere er meget bekymret for cykelsporten for tiden. Gerard Julien / Ritzau Scanpix

Deceuninck-Quick Steps holdejer, Patrick Lefevere, frygter, at hele modellen bag cykelsporten kollapser, hvis verdens største etapeløb aflyses.

”Cykelsporten er bare en fodnote, men…”

Sådan skriver Deceuninck-Quick Step-holdejer Patrick Lefevere i sin klumme i avisen Het Nieuwsblad lørdag. Her kredser han om de alvorlige konsekvenser, det kan få for cykelsporten, hvis Tour de France bliver aflyst som følge af coronavirussen.

- Det, jeg læser, bekymrer mig.

Cykelsporten er sat på standby, og prestigefyldte forårsklassikere er aflyst eller udsat på stribe. Det er også gået ud over årets første Grand Tour, Giro d’Italia, som skulle være kørt i maj, men er blevet udskudt til et endnu ukendt tidspunkt.

Hvad bliver det næste så? Med en Tour de France-start på programmet 27. juni i Nice anser den belgiske holdejer det ikke for usandsynligt, at det går ud over verdens største etapeløb.

- Så taler vi om en sand katastrofe, men det ville være dumt ikke at betragte det (aflysning af Touren, red.) som en risiko. Jeg stiller ting op i worst og best case, og i første tilfælde kører vi igen i juni, og i værste tilfælde er sæsonen forbi. Jeg er muligvis pessimist, men hvem ville have forudset for tre uger siden, at halvdelen af Europa er i husarrest?

- Jeg holder vejret. Arrangørerne bag Tour de France (ASO) kan godt tage det økonomiske slag. Det kan holdene ikke. Hvis der ikke er noget Tour de France, kan hele modellen bag cykling kollapse, skriver Patrick Lefevere.

Han drager paralleller til samfundet, hvor firmaer rammes hårdt af coronavirussens omfang og restriktioner. Han kan ikke se, hvorfor det skulle være så meget anderledes i cykling.

- Det ville være naivt at tro, at de økonomiske konsekvenser af coronavirussen ikke har en effekt på cykelsporten.