Coronavirus

Over 4000 deltog i årets første monument med Nibali hjemme fra stuen

Vincenzo Nibali træder til hjemme i privaten.  Trek-Segafredo

Flere velkendte cykelnavne som Ivan Basso og Alberto Bettiol gjorde Vincenzo Nibali følgeskab i et virtuelt felt til Milano-San Remo.

Lørdag skulle årets første monument i cykelsæsonen være kørt i form af Milano-San Remo, men som så meget andet var det aflæst på grund af coronavirus.

Og så alligevel ikke helt.

Med cykel-stjernen Vincenzo Nibali - som vandt løbet i 2018 - i spidsen tog i alt 4.221 fans nemlig del i en virtuel udgave af Milano-San Remo hjemme fra stuerne.

I samarbejde med blandt andre det 'rigtige' løbs arrangør, RCS, lykkedes det at kreere en udgave bestående af de sidste 57 kilometer af løbet, som det skulle have været kørt på de italienske veje.

- Milan-San Remo har en speciel plads i mit hjerte og er en af mine smukkeste sejre, siger Nibali, ifølge cyclingnews.

- I dag (lørdag, red.) fik jeg mulighed for at køre det på en ny og meget sjov måde. En fin måde at træde sig igennem ruten, mens man er derhjemme, og det gav mig mulighed for at cykle med mine fans.

Blandt de over 4000 ryttere var også velkendte cykelnavne som Ivan Basso, den forsvarende Flandern Rundt-vinder Alberto Bettiol, Milano-San Remo-vinderen fra 1993, Maurizio Fondriest, Italiens landstræner, Davide Casani, og verdensmesteren fra 2008, Alessandro Ballan.

Hvem der vandt, melder historien desværre intet om.

'Hold jer til stue-cykling'

Vincenzo Nibali benyttede også muligheden til at minde om at blive indendøre, hvilket er det bedste, man kan gøre i denne tid - og særligt i hans hjemland Italien, der er det hårdest ramte land i verden af coronvirus målt på registrerede dødsfald.

- Jeg vil bede dem (fansene, red.) være tålmodige i denne tid og blive ved med kun at cykle indendørs - så ses vi på landevejene snart.

Næsten 5.000 italienere er døde med coronavirus, og over 53.000 er smittede per seneste opgørelse.

- Værn om din familie hjemme. Vi har altid så travlt og lever livet på kanten. Måske kan denne stund med familien hjælpe os til at leve vores liv anderledes i fremtiden, siger Nibali.

Den 35-årige Trek-Segafredo-profils seneste triumf på ægte landevej var en sejr på 20. etape i Tour de France sidste år.