Cykling

De Gendt kørte 300 kilometer med frustreret holdkammerat

Thomas De Gendt var en af to Lotto-ryttere, der tog på en lang træningstur. Gonzalo Fuentes / Ritzau Scanpix

Jasper De Buyst og Thomas De Gendt hyldede aflyste Milano-Sanremo med deres livs længste træningstur.

Som følge af coronavirussen er kalenderen tømt for cykelløb.

Det betyder, at rytterne må se sig om efter nye mål i disse dage. Det gælder blandt andre for Thomas de Gendt og Jasper de Buyst.

Sidstnævnte skulle have været til start i sæsonens første monument, Milano-Sanremo, i den netop overståede weekend.

Men i stedet besluttede Lotto-holdkammeraterne sig for at ære det aflyste løb med en træningstur hjemme i Belgien over samme distance som den italienske klassiker.

- Vi ville hylde de 300 kilometer i Milano-Sanremo, fortæller Thomas de Gendt til Cyclingnews.com.

- Jasper bor tæt på mig, og han skulle have kørt Milano-Sanremo, så han var i fantastisk form, og vi ville forløse hans frustration over, at løbet blev aflyst, forklarer den 33-årige udbryderkonge, der er kendt for aldrig at være bleg for en lang solotur.

120 kilometer i modvind

Træningsturen var dog den længste i Thomas De Gendts liv.

- Det tog 10 timer. Vores mål var at køre med 30 kilometer i timen, men der var stærk modvind i cirka 120 kilometer, forklarer han.

- Det var hårdere end Milano-Sanremo. Meget hårdere. Jeg er vant til at køre seks eller syv timer på cyklen. Det er rigtig god træning.

- Jeg har kun kørt otte to gange og ni én enkelt, så 10 timer er med afstand det længste, jeg har kørt på en træningstur, fortæller Thomas De Gendt og slår fast, at han ikke skal ud på cyklen de næste dage.

Han fortæller, at de to holdkammerater huskede at spritte hænderne af og forsøgte at holde 1,5 meters afstand undervejs på træningsturen, der gik fra de to rytteres hjem og over belgiske storbyer som Bruxelles, Antwerpen og Gent.

Thomas De Gendt vandt karrierens anden Tour de France-etape i fjor og deltog senest Paris-Nice, hvor han blev nummer fire på den enkeltstart, som danske Søren Kragh Andersen vandt.

Jasper De Buyst udgik undervejs i det franske etapeløb og stod altså på startlisten til Milano-Sanremo.

Alle professionelle cykelløb er aflyst resten af måneden og i april.