Coronavirus

Adskillige ryttere ender som arbejdsløse, frygter ekspert

Alexander Kamp og Michael Mørkøv fortæller om coronavirussens konsekvenser for dem i TV 2 SPORTs videopodcast. TV 2 SPORT / TV 2 SPORT

I TV 2 SPORTs videopodcast om coronavirussens konsekvenser for cykelsporten tegner sig et kritisk billede.

Lukkede cykelhold og ryttere uden arbejde.

Det kan blive konsekvensen for cykelsporten, der på grund af udbruddet af coronavirus er efterladt med en tom kalender og kritiske perspektiver.

Det vurderer TV 2 SPORTs cykelekspert Chris Anker Sørensen.

- Jeg kan godt være nervøs for, at nogle hold på lang sigt må betale prisen, fordi de simpelthen ikke kan få de indtægter, som de havde regnet med.

- Jeg tror, at mange potentielle sponsorer klapper kassen i på grund af den her situation, siger Chris Anker Sørensen i TV 2 SPORTs videopodcast om coronavirussens konsekvenser for cykelsporten.

Hver gang man gik ud på gaden, kiggede politiet på en

Alexander Kamp om situationen i Spanien

En af konsekvenserne er færre arbejdspladser.

- Jeg frygter, at der er nogle gode cykelryttere, der lige pludselig ikke kan få en kontrakt.

- Hvis fire hold siger, at de for at overleve er nødt til at tage fem mand væk, er det allerede 20 ryttere. Og hvis der så er et par hold, der lukker, ryger der 20 flere per hold. Pludselig står 60 ryttere uden kontrakt, lyder regnestykket fra Chris Anker Sørensen.

Kan koste danskeres Tour-drømme

Ejeren for det danske cykelhold Riwal Readynez, Steffen Kromann, er også bekymret.

Først og fremmest må mandskabet fra cykelsportens næstøverste niveau opgive at indfri wildcardet til det aflyste WorldTour-løb Amstel Gold Race, som Steffen Kromann kalder "et kæmpe højdepunkt for et lille hold".

- Det er jo hele forårssæsonen, der er blæst væk, siger direktøren for Riwal Readynez.

Foruden ekstra økonomiske bekymringer, besværliggør det også drømmene om deltagelse i næste års Tour de France, der begynder på dansk grund.

- Kunne vi have lavet et godt resultat i Amstel Gold Race eller et af forårets andre løb, ville vi have vist, at vi var på vej. Det har vi ikke mulighed for, så Tour de France i 2021 bliver sværere at nå for os, siger Steffen Kromann.

Politiet forhindrede træningstur

I videopodcasten fortæller Alexander Kamp desuden om de konsekvenser, coronavirussen har haft for ham som professionel cykelrytter.

Danskeren, der er ny på WorldTour-holdet Trek, havde satset på Ardennerklassikerne, som han og kollegerne af gode grunde ikke kommer til at køre i april.

Faktisk har Alexander Kamp været tvunget til at rejse tilbage til Danmark fra sit hjem i Spanien, hvor et udgangsforbud gjorde det umuligt for ham at passe sit arbejde.

- Hver gang man gik ud på gaden, kiggede politiet på en. Hvilket ærinde havde man nu?

En træningstur kunne give en bøde på op til 12.000 kroner, fortæller Alexander Kamp, der ikke havde held ved at tale sin sag på den lokale politistation.

På TV 2 PLAY kan du høre hele Alexander Kamps historie samt fra Michael Mørkøv, der var i selvvalgt isolation, inden han vandt VM-guld i parløb.