Coronavirus

Valverde vil jagte OL-succes som 41-årig - tvetydig om karrierestop

Alejandro Valverde har kontrakt med Movistar til og med 2021-sæsonen. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

OL-udsættelsen ændrer sæsonens planer for aldrende Alejandro Valverde.

OL var sammen med VM store mål for Alejandro Valverde i denne sæson, som med stor sandsynlighed er spanierens næstsidste som professionel.

Derfor ændrer udsættelsen af sommerlegene planerne for den 39-årige Movistar-stjerne. Men ikke målet om at gøre sig gældende til OL - nu bare i 2021.

- Jeg vil være 41 år på det tidspunkt, og alt vil være sværere, men jeg har et år tilbage af min kontrakt, fastslår Valverde i en video, som Movistar har lagt på Twitter.

- Hvis landstræneren vælger mig, stiller jeg op til OL og gør det bedste, jeg kan, siger han.

Mangler OL-medalje

Da Alejandro Valverde i februar satte dato på sit karrierestop, lagde han ikke skjul på, at OL var et af de sidste store mål.

- Den medalje mangler jeg på mit cv. Jeg har etapesejre, podier i de tre Grand Tours, sejre i klassikerne og VM. Det ville være kirsebæret på toppen i min femte OL-deltagelse, sagde han.

Derfor var planen at bruge Tour de France som opvarmning til legene i Tokyo.

- Det her ændrer selvfølgelig mine planer. Hvis det er muligt for os at køre Touren, vil det være med en helt anden tilgang, siger Valverde.

- Vi vil angribe Tour de France med alt, hvad vi har, og give 100 procent med et stærkt hold med Enric (Mas, red.) og Marc (Soler, red.). Vi vil give den fuld gas dér og i resten af løbene i slutningen af sæsonen.

Tvetydig om karrierestop

Spanieren debuterede på cykelsportens øverste niveau i 2002 og sagde i februar i år, at 2021 bliver hans sidste år som professionel.

Men i videoen, som Movistar selv har oversat fra spansk til engelsk, er Valverde nu pludselig tvetydig om det bebudede karrierestop.

- Med denne pause ved jeg ikke, om jeg forlænger min kontrakt eller ej, men jeg planlægger at køre en fuld 2021-sæson, er den aldrende spanier citeret for at sige.

- Efter det vil jeg forblive en del af Abarca (Movistars holdingselskab, red.), lyder det.

Alejandro Valverde fejrer sejren på 9. etape af Vuelta a España i 2003

Spanieren står noteret for 127 professionelle sejre.

Den første sikrede han sig i 2003. I Baskerlandet Rundt for Kelme-holdet, der var hans første som professionel.

Den seneste kom i efteråret sidste år for Movistar, som han under skiftende sponsornavne har repræsenteret siden 2005.