Tour de France

OL og Touren overlapper få dage - danske arrangører afventer melding

Alex Pedersen var med, da de tre indledende etaper af Tour de France 2021 blev præsenteret under titlen Grand Départ Copenhagen Denmark. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

23. juli 2021 starter OL i Tokyo - to dage inden Tour de France efter planen slutter. Det tager de danske arrangører dog indtil videre med ro.

Mange millioner sportsfans verden over havde set frem til sommeren 2020, men efter coronavirussens udbredelse kigger mange nu i stedet på sommeren 2021.

Her skal der nemlig både afholdes EM i fodbold, OL og ikke mindst køres Tour de France på dansk grund.

Tour de France-feltet skal, som det ser ud lige nu, køre paradekørsel på Champs-Élysées 25. juli. Men det er to dage efter den nye OL-startdato, som blev offentliggjort mandag eftermiddag.

Derfor kan man tænke i, om datoerne for Tour de France mon bliver rykket - og derved også de tre danske Tour-etaper, som er planlagt 2. til 4. juli 2021. De danske arrangører har dog endnu ikke hørt om en sådan plan fra etapeløbets ledelse.

- Vi får nok en henvendelse fra Frankrig, eller også vælger de at køre de datoer, de har. Uden at det skal lyde forkert, er det altså ikke noget, vi har brugt ret mange vågne sekunder på at spekulere i, for vi kan hverken gøre til eller fra, siger Alex Pedersen, der er en af de hovedansvarlige for den danske Tour-start, til TV 2 SPORT.

- Alle må indordne sig efter den nye dagsorden, der er i verden i øjeblikket. Så det tager vi stille og roligt, indtil vi hører andet.

De tre Tour de France-ruter på dansk jord blev offentliggjort i februar 2019.

Årets udgave af Tour de France havde taget højde for, at OL normalt skulle være løbet af stablen fra slutningen af juli. Af den grund er dette års Tour de France sat til at starte 27. juni.

- Vi har ja-hatten på

Lige nu er det ikke den danske Tour-start, der fylder mest i hovedet på Alex Pedersen. Som alle andre er han også optaget af coronavirussen og dens påvirkning på samfundet.

Det betyder blandt andet, at sport kommer i anden række for en stund. Derfor venter de danske arrangører på at høre fra Christian Prudhomme og kompagni, hvorefter de eventuelt kan revidere i planerne for Tour de France næste år.

- Alle skal have det bedste ud af det på en eller anden måde. Vi har ja-hatten på, og vi må løse opgaven ud fra de kort, vi har på vores hånd. Det er jo ens for alle, uanset om det er OL, EM i fodbold eller Tour de France i Danmark, forklarer Alex Pedersen.

Selvom det altså er sikkert, at OL nu afholdes 23. juli til 8. august i 2021, ligger programmet endnu ikke fast.

Derfor er det endnu uvist, om linjeløbet ved OL og Tour de France kommer til at overlappe hinanden - eller om OL-arrangørerne vælger at fastlægge cykeldisciplinerne senere.

Store forbund rykker VM

Imens det stadig er uklart, hvordan Tour de France-ledelsen tackler den nye OL-periode, har andre forbund allerede reageret.

For eksempel bliver VM i atletik rykket fra 2021 til 2022 for at tage hensyn til OL. Også det internationale svømmeforbund har indvilget i at flytte VM fra sommeren 2021 af samme grund.

Foruden OL er der også fundet en ny dato til de paralympiske lege. De vil begynde 24. august 2021 og vare til 5. september.